Så er det sket. Et flertal i Folketinget har besluttet at sælge 19 procent af energiselskabet DONG til det amerikanske og mildt sagt lyssky investeringsfirma Goldman-Sachs.
Efter dette salg vil det nærmest være umuligt for nogen af de involverede politikere at tale om moral og at man gerne vil lyssky økonomiske og skatteundragende forretningskonstruktioner til livs. Men måske endnu mere alvorligt, de har én gang for alle afsløret, at de intet kender til den kosmiske virkelighed, de lever i.
Det er svært at få øje på, hvordan vi kollektivt nogensinde skal kunne hæve overlæggeren for, hvad det er for en energi-frekvens vi gerne vil leve på. Når man ikke forstår, at vi er underlagt en energimæssig lovmæssighed, der siger, at ALT HVAD MAN SENDER UD, ALTID (på et eller andet tidspunkt) VENDER TILBAGE TIL EN, så vil man forblive i den lav-energetiske suppedas, der fortsat vil fastholde os på et plan, hvor vi er overleverE, en slag primitive, snu dyr uden visdom og ånd i stedet for levende, indfølende og empatiske mennesker.
En handel for taburet-politikere
En sådan handel kan kun taburet-politikere indgå. En ægte statsmand eller kvinde ville aldrig have nærmet sig et firma som Goldman-Sachs. Så når SF’eren Ole Sohn finder det latterligt og pinligt, at hans parti springer i målet, så siger det desværre mere om Ole Sohns manglende indsigt i den kosmiske lovmæssighed end noget som helst andet.
Ingen af verdens problemer vil nogensinde blive løst tilfredsstillende, før man anerkender åndsvidenskaben og de kosmiske lovmæssigheder, den påpeger på lige fod med naturvidenskaben. Lige nu lever vi i den forbindelse stadig på en flad jord, hvor enhver, der påstår, at Jorden er rund, ligesom i forgangne tider, brændes på dårskabens bedrevidende bål.
Ikke flere matadorspil
Det er nærmest tragikomiske at være vidne til den række folkevalgte, der ikke har fantasi eller visionskraft nok til at træde ud af det efterhånden latterlige spil på Christiansborg, hvor man med alvorlige miner forsøger at give den som ansvarlige politikere. Vi lever i 2014 for pokker!
Der er ikke brug for flere matadorspil, men om sandt humane visioner og mod til at realisere dem.
Vi bryster os af, at vi i Danmark fremover skal klare os på det innovative og visionære, men for at kunne det skal man altså besidde nogle visioner og innovationer, som man ikke allerede kan meget bedre andre steder.
Man kan undre sig over, hvad det er, vi forestiller os, vi kan bidrage med. Er det søm og skruer? Våben eller narkotika? Efter dette her er alt vel muligt?
Lars Muhl er musiker, komponist og forfatter og skriver jævnligt på OrganicToday.dk