Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur har tildelt Naturstyrelsens og Faaborg-Midtfyn Kommunes skovrejsningsprojekt ved Ringe på Midtfyn årets pris.
Formand Peter Flindt Jensen fra By og Land Midtfyn, som er den lokale afdeling af landsforeningen, fortalte ved prisoverrækkelsen 21. marts om motivationen for, at netop Ringe Skov fik prisen:
- Den nye skov har givet et kvalitetsløft for området ved Ringe. Der er nu kommet en sammenhængende, bynær skov, der skaber landskabelig helhed og variation i oplevelsesmulighederne i området.
120 hektar forvandlet til skov
Skovrejsningsprojektet har forvandlet 120 hektar landbrugsjord – svarende til 1.500 parcelhusgrunde – til skov. Og meningen er, at skoven med tiden skal vokse sig større.
- Vi har arbejdet ihærdigt på at plante en attraktiv skov med mange forskellige træer, stier og græssende dyr. Vi er derfor meget stolte af at have fået anerkendelse for, at den nye skov skaber værdi for Ringe, for borgerne og for kommunen, sagde skovrider Søren Strandgaard fra Naturstyrelsen på Fyn.
Naturstyrelsen har plantet træerne og står fremover for at passe skoven. Faaborg-Midtfyn Kommune har betalt halvdelen af udgifterne til køb af jorden, mens styrelsen har indkøbt den anden halvdel.