Landbrug & Fødevarer er voldsomt irriteret over en ny stor kampagne fra Dyrenes Beskyttelse, som på kun ti dage har samlet næsten 25.000 underskrifter. Kampagnen sætter fingeren på en lang række af svineindustriens ømme punkter og har som erklæret formål at forbedre forholdene for Danmarks 30 millioner svin.
Men det er der ingen grundt til, mener Landbrug & Fødevarer, som kalder kampagnen for »et desperat angreb« og siger, at Dyrenes Beskyttelse har nået et nyt lavpunkt.
- Hos Dyrenes Beskyttelse har man skiftet fakta og fornuft ud med fanfarer og fanatisme. Det handler tydeligvis om at fremprovokere mest mulig forargelse hos danskerne, så de fremover får dårlig samvittighed, hvis de så meget som nærmer sig en leverpostej, siger Martin Merrild, der er minkavler og formand for Landbrug & Fødevarer.
Passer godt på deres dyr
Han skriver i et pressemeddelelse, at »Danmark har et højt niveau af dyrevelfærd, og de danske svineproducenter passer godt på deres dyr.«
- På en lang række områder har vi danske særregler, som går videre end EU-lovgivningen. Det ved de også godt hos Dyrenes Beskyttelse, så kampagnen er et desperat angreb og bevidst manipulation. Hvis Dyrenes Beskyttelse virkelig vil gøre en forskel for grisene, burde de kæmpe for at indføre danske standarder i andre lande, mener Merrild.
Ifølge Merrild giver svineproduktionen arbejde til mere end 33.000 personer og et årligt bidrag til BNP på 18-19 milliarder kroner.
»De danske svineproducenter og slagterier er verdenskendte for at levere præcision, fødevaresikkerhed og kvalitet i samspil med et højt niveau af dyrevelfærd. Derfor vælger 133 lande at importere grisekød fra Danmark«, hedder det i pressemeddelelsen.
Højere dyrevelfærd vil vælte svineproduktionen
Karen Hækkerup, der er adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, frygter, at bedre dyrevelfærd kan få katastrofale følger for dansk svineproduktion, og at vi ikke får mere dyrevelfærd af at afvikle den danske produktion.
- Danmark er et af de lande i EU, hvor dyrevelfærden er bedst. Sverige og Storbritannien har prøvet at gå endnu længere, men de skærpede krav betyder, at begge lande nu importerer grisekød, da egen produktion ikke længere kan dække hjemmemarkedet. Vi skal ikke ende i samme situation, og grisene får det absolut ikke bedre, hvis vi fremover skal købe mere grisekød fra lande med dårligere dyrevelfærd.
- Det undrer mig, at Dyrenes Beskyttelse vælger en skyttegravskrig frem for et konstruktivt samarbejde. Vi viser gerne Dyrenes Beskyttelse, hvordan virkeligheden ser ud, og hvorfor Made in Denmark er et anerkendt kvalitetsstempel i hele verden, siger Karen Hækkerup, der opfordrer Dyrenes Beskyttelse til at besøge en af de gårde, der inviterer til Åbent Landbrug midt i september.