46 landmænd er fejlagtigt blevet trukket i landbrugsstøtten mellem 2005 og 2014, uden at der var hjemmel til det, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, der nu vil ændre reglerne, så landmændene får pengene tilbage.
Hun mener, der er tale om »overimplementering«, når landmændene har brudt reglerne om gylleudbringning på markerne og efterfølgende er blevet trukket i det beløb, de får udbetalt i landbrugsstøtte fra EU.
Nu får de pengene tilbage, og ministeren ændrer reglerne, så de fremover kan bryde reglerne uden, at det koster en krone.
Skal selvfølgelig ikke trækkes
- Danske landmænd skal selvfølgelig ikke trækkes i støtte på områder, hvor andre slipper. Derfor ændrer jeg nu reglerne, så vi i Danmark ikke går længere med kravene, end EU kræver. NaturErhvervstyrelsen er i færd med en grundig gennemgang af reglerne, så vi sikrer os, at den slags ikke sker, siger Eva Kjer Hansen.
Europæiske landmænd skal leve op til en række krav, når de udbringer husdyrgødning. Danmark har trukket landmændene i landbrugsstøtte via såkaldt krydsoverensstemmelse, hvis landmændene ikke levede op til kravene.
Selvom landmændene ikke længere bliver trukket i støtte, vil de fortsat skulle overholde de regler, regeringen fastlægger og får en bøde, hvis de bryder dem, understreger Eva Kjer Hansen.
Samtlige sager bliver genoptaget
Ifølge ministeriet er 46 landmænd blevet trukket i landbrugsstøtte i årene 2005-2014.
NaturErhvervstyrelsen genoptager nu samtlige sager, så de landmænd, der er blevet trukket i støtte, kan få deres penge tilbage, og Miljøstyrelsen afnotificerer bestemmelserne som en del af den danske Nitratdirektivimplementering overfor EU.
Samtidig ændrer Miljøstyrelsen og NaturErhvervstyrelsen nu i husdyrgødningsbekendtgørelsen og bekendtgørelsen om krydsoverensstemmelse.
Miljø- og fødevareministeren fjerner nu støttetræk på de dele af KO-kravet for udbringning af husdyrgødning, der har til formål at mindske ammoniakfordampningen.
Ministerens nye initiativ kommer som en del af en samlet landbrugspakke, hvor regeringspartiet Venstre har ambitioner om at skrue ned for miljøkravene til landbruget. Da Eva Kjer Hansen både er fødevare- og miljøminister, kan hun frit lempe reglerne, så længe de ikke direkte er i konflikt med EU´s overordnede bestemmelser.
Landmændene får ikke længere fradrag i støtten: