Landmænd, der dyrker, behandler jorden eller planter i bræmmerne inden for to meter fra vandløb og søer, vil ikke længere blive trukket i landbrugsstøtten. Kun hvis de også spreder gødning, risikerer de at miste tilskud, lyder en ny melding fra NaturErhvervstyrelsen.
Dermed imødekommer myndighederne nu et ønske fra landbruget om at fjerne krydsoverensstemmelse på reglerne om forbud mod dyrkning, jordbehandling og plantning i to meter-bræmmerne.
Det betyder, at styrelsen fremover ikke vil trække landmænd i landbrugsstøtten, hvis de bryder reglerne, selvom det fortsat er forbudt at dyrke, høste og jordbehandle i bræmmerne.
Landmænd vil fremover udelukkende blive sanktioneret af deres kommune for denne slags regelbrud. Dog vil landmænd få nedsat landbrugsstøtten, hvis de gødsker i to meter-bræmmerne.
Ligner andre EU-lande
Med ændringen vil de danske KO-regler på to meter-bræmmerne ligge på linje med andre EU-landes regler på området, siger myndighederne.
- I praksis vil ændringen dog have mindre betydning, da der ved mange to meter-bræmmer yderligere også er syv meter randzoner, hvor det ikke er tilladt at dyrke, jordbehandle, plante og gødske, forklarer NaturErhvervstyrelsen.
Genoptager 1.100 sager
Landbruget har ønsket KO-kravet (krydsoverensstemmelse) på dyrkning m.v. fjernet i forbindelse med, at NaturErhvervstyrelsen og Miljøstyrelsen nu præciserer hjemlen til at trække landmænd i landbrugsstøtte, hvis de gødsker i to meter-bræmmerne.
Som konsekvens af den upræcise hjemmel vedrørende gødskningsforbuddet genoptager NaturErhvervstyrelsen desuden cirka 1.100 sager om brud på KO-reglerne.
Styrelsen behandler som udgangspunkt sagerne efter støttetrækkets størrelse begyndende med de største støttetræk. Derudover vil styrelsen efter bekendtgørelsens ikrafttræden 9. maj, igen kontrollere KO-kravet om to meter-bræmmer. Det har styrelsen undladt at gøre i perioden frem til, at regelgrundlaget kom endeligt på plads.