Landbrugsstøtten i OECD beløber sig til ikke mindre end 252 milliarder dollar. Det lyder af meget, men faktisk får landmændene mindre i støtte end for blot få år siden.
Efter en stigning i 2009 faldt landbrugsstøtten i OECD-landene og befinder sig ifølge rapporten på et historisk lavt niveau.
- Landbrugsstøtten bør i højere grad rettes mod at øge landbrugets produktivitet og konkurrenceevne. Politikerne bør også gøre mere for at løse landbrugets miljøproblemer, sikre en bæredygtig udnyttelse af ressourcerne og hjælpe landmændene, så de bedre kan klare risikoen, siger Ken Ash, der er direktør for landbrug og handel i OECD.
Næsten ingen støtte i New Zealand
Rapporten viser, at støtteniveauet varierer meget fra land til land.
I New Zealand klarer landmændene sig næsten uden landbrugsstøtte, og på ranglisten over lande med lav støtte kommer Australien ind på en 2. plads. Herefter følger Chile, USA, Mexico, Israel og Canada, som alle ligger under gennemsnittet på på 20 procent, der er niveauet i EU.
I den anden ende af skalaen med rekordhøj støtte til landbruget finder vi Island, Korea, Japan, Schweiz og Norge.