Randzonerne skal forhindre udvaskning af kvælstof og sprøjtegift til vandmiljøet og skabe mere sammenhængende natur. Man landmændene har protesteret kraftigt og kalder det et indgreb i den private ejendomsret.
- Vi er i en tid med økonomisk smalhals, hvor vi er nødt til at vende hver en krone. Alligevel har vi afsat næsten 100 mio. kr. til at kompensere landmændene for randzonerne, der er et meget virkningsfuldt instrument i den grønne omstilling af landbruget. Randzonerne begrænser forurening og er en stor gevinst for natur, vandmiljø og bæredygtig produktion, siger fødevareminister Mette Gjerskov.
Fødevareøkonomisk Institut (FOI), Københavns Universitet har for regeringen vurderet randzonernes omkostninger for landbrugserhvervet. Denne undersøgelse har dannet grundlag for fastlæggelsen af kompensationen på samlet set 95,6 mio. kr.
Randzonerne kommer til at dække 50.000 hektar jord. Udover kompensationen for udlægning af randzonerne kan landmanden også søge almindelig EU enkeltbetalingsstøtte, der udgør ca. 2300 kr. pr hektar. Udover de 115 mio. kroner arealerne allerede i dag modtager i enkeltbetalingsstøtte, afsættes således 95,6 millioner kroner til at kompensere for randzonerne.
- Randzonerne begrænser erhvervets forurening og skaber mere sammenhængende natur i Danmark. Landbruget har ikke krav på, at vi giver de her penge, men jeg synes, det er rimeligt, at de får en kompensation, der dækker de samlede omkostninger for erhvervet. Kompensationen kommer også ud over den almindelige støtte, som landmændene modtager for disse arealer, siger Mette Gjerskov.
Satserne for kompensation for randzoner bliver henholdsvis 2.100 kr./ha for tidligere omdriftsarealer mv. og 1.200 kr./ha for tidligere permanente græsarealer. Kompensationsordningen medfinansieres af EU under landdistriktsprogrammet.
Landbrug & Fødevarer er dog langt fra tilfredse med de 95 millioner kroner.
Henrik Frandsen, der er viceformand for landmændenes organisationer betegner det som “yderst kritisabelt, at fødevareministeren nu skærer en fjerdedel af den planlagte kompensation”. Dermed kommer erhvervet til at betale en stor del af regningen for et miljøtiltag uden den store effekt, mener Landbrug & Fødevarer.
- Det her er endnu et meget dårligt kapitel til randzonernes problemfyldte historie. Det er urimeligt, at vi står i en situation, hvor vi bliver pålagt endnu et dyrt miljøtiltag, vel at mærke uden den store effekt på miljøet, som den enkelte landmand kan se frem til at betale en stor del af regningen for, siger Henrik Frandsen.