Selskabet bag franchisekæden Landmad.dk A/S er under konkursbehandling.
Stifter og medejer Louise Dolmer oplyser, at man arbejder på en løsning for selskabets fremtid. Samtidig er selskabet Landmad Grenå ApS under konkursbehandling. Det skriver Dansk Handelsblad.
Landmad sælger både økologiske og konventionelle madvarer og driver caféer.
Louise Dolmer understreger, at konkursbehandlingen ikke berører Landmads gårdbutikker og cafeer, der ligger i Aarhus, Aalborg, Horsens, Skanderborg og Silkeborg, som alle er 100 procent ejet af franchisetagere.
De er i almindelig drift og åbne. Også Landmad Grenå er også i drift og åben.
Det seneste regnskab fra Landmad.dk blev offentliggjort i juni. Heri giver revisor udtryk for, at der var en væsentlig usikkerhed om selskabets fortsatte drift. I erklæringen fra revisor står, at ledelsen forventer at få tilført ny kapital i 2017, og man forventer derfor at kunne fortsætte driften, skriver Dansk Handelsblad.