Landbrugstop optræder under falsk varebetegnelse
Minkavler Martin Merrild fra Struer undlader sjældent at fremhæve, at han udtaler sig på vegne af den samlede fødevarebranche i Danmark, når han optræder i rollen som formand for den private interesseorganisation, Landbrug & Fødevarer, men taler han sandt, spørger Kjeld Hansen i kronikken.
KRONIK – Hvem er det egentlig, der står bag organisationen ”Landbrug & Fødevarer”, spørger journalist og gårdejer Kjeld Hansen i denne kronik om landbruget, der behændigt jonglerer med tal om beskæftigelse, eksport og medlemmer.
Minkavler Martin Merrild fra Struer undlader sjældent at fremhæve, at han udtaler sig på vegne af den samlede fødevarebranche i Danmark, når han optræder i rollen som formand for den private interesseorganisation, Landbrug & Fødevarer (L&F).
Det gør indtryk på medier og magthavere såvel som på menigmand, men det store spørgsmål er, om han taler sandt. Optræder han virkelig på vegne af den samlede fødevarebranche? Repræsenterer han reelt virksomheder med en samlet årlig eksport på 148 mia. kr. og 183.000 jobs, eller er der noget, der ikke stemmer i den imponerende påstand?
Lad os begynde med at se på kernemedlemmerne af Landbrug & Fødevarer. Det er de personer, vi alle sammen anerkender som landmænd. De må da være fødte medlemmer af Merrilds organisation.
Når man analyserer organiseringen af aktive agroproducenter, er der en ganske betydelig andel, der ikke længere løser medlemskort til L&F. De er gået over til protestbevægelsen Bæredygtigt Landbrug (BL). Mange af dem har smækket eftertrykkeligt med dørene og gjort det utvetydigt klart, at Martin Merrild ikke er deres talsmand.
Efter BL-formandens udsagn på generalforsamlingen i marts 2013 repræsenterer Bæredygtigt Landbrug en produktionsandel på 65-70 pct. af den samlede landbrugsjord. Hvis det er sandt, så mangler mere end halvdelen af landbrugsjorden i Merrilds medlemsportefølje. BL-bevægelsen hævder også at have mere end 6000 medlemmer. Det er mange at undvære i L&F, al den stund antallet af danske heltidslandmænd næppe overstiger 10.000, men BL oplyser ikke, om de alle er landmænd.
Endnu større vokser afstanden sig mellem sandt og usandt, når det kommer til de økologiske landmænd.
Landbrug & Fødevarer har en særlig sektion for økologi, og på Axelborg fremhæver man gerne økologien i positive vendinger. I Økologisk Nyhedsbrev, der udgives af L&F, har Merrild udtalt: ”Når vi taler om bæredygtighed, så er økologi jo en af hjørnestenene i vores fødevareproduktion”.
Taget i betragtning at økologisk jordbrug kun udgør syv procent af det samlede landbrugsareal, er det en noget spinkel hjørnesten. Derimod giver det mening, hvis Merrilds udtalelse skal forstås sådan, at ordet ”økologi” udgør en hjørnesten i Landbrug & Fødevarers PR-strategi for et bedre image. Økologi var f.eks. hovedtemaet for L&F’s milliondyre satsning på sidste sommers folkemøde på Bornholm, hvor der ikke blev lagt skjul på, at man var ude i et renlivet ærinde som lobbyister.
Problemet med økologien som politisk slagvare er bare, at det aldrig er lykkedes Merrild at lokke Økologisk Landsforening ind som medlem.
”Vi tror ikke på, de vil varetage vores interesser”, lyder det fra foreningen, der organiserer de økologiske landmænd.
Samme mistroiske holdning genfinder man hos flere økologiske fødevarevirksomheder. Hanegal A/S, der er en af de mest aktive producenter af økologiske slagteprodukter, har heller aldrig været medlem hos Merrild. Hanegals direktør Ulrich Kern-Hansen siger ligeud, at det skyldes L&F’s negative holdning til genoprettelse af natur, f.eks. randzoner og dyrkningsfri bræmmer. Hanegal A/S er derimod medlem af Dansk Industri.
I samme branche er det påfaldende, at Foreningen af Danske Slagtermestre forlod L&F i 2011. Foreningen har 400 medlemmer, som omfatter private slagtermestre, slagtehuse og mindre fødevareindustrier, men de små og mellemstore slagtere oplevede gang på gang at blive tromlet ned af Axelborg.
“Så vi udmeldte os, da kontingentet blev sat så meget i vejret, at vi for de samme penge kunne lønne en medarbejder hos os selv”, siger foreningens direktør Torsten Buhl.
Så Merrild repræsenterer altså kun de store slagtefabrikker, selvom han påstår at favne hele paletten.
Overraskende for nogle vil det derimod nok være, at det populære Thise Mejeri, der producerer økologiske mælkeprodukter til bl.a. Irma, Superbrugsen og Kvickly, er medlem af L&F. Thise Mejeri markedsfører sig med sloganet ”kompromisløs økologisk kvalitet”, så hvorfor har man meldt sig under Merrilds faner?
Svaret er, at det har Thise Mejeri heller aldrig gjort.
På vegne af mejeriet forklarer Mogens Poulsen, at man aldrig har været medlem af nogen af de konventionelle landboorganisationer. Mejeriet og alle andelshaverne er derimod medlemmer i Økologisk Landsforening. Imidlertid har mejeriet altid været medlem af Mejeriforeningen som brancheorganisation, og det er Mejeriforeningen der kollektivt har indmeldt samtlige sine medlemmer i L&F. Uden at spørge dem først.
Disse eksempler viser, at L&F bevæger sig på kant med sandheden, når man påstår at organisere hele landbruget og repræsentere hele den samlede danske fødevarebranche. Men hvem er det så, man repræsenterer? Hvem er egentlig medlemmerne?
Det er en hemmelighed. Spørger man efter en medlemsliste, får man nej. Slår man op på L&F’s hjemmesider, bliver man heller ikke klogere. Medlemsgrundlaget beskrives kun i generelle vendinger som ”landboforeninger, brancheforeninger og virksomheder”.
I skærende modsætning til denne diskretion står åbenheden hos parallelorganisationen Dansk Industri Fødevarer.
DI Fødevarer organiserer otte branchefællesskaber, der favner en betragtelig del af fødevarebranchen, og man fortæller gerne om sine medlemmer. ”Vi ser ingen grund til at holde deres navne hemmelige. Vi er da stolte af dem”, siger direktør Ole Linnet Juul hos DI Fødevarer.
Bestyrelsen består af direktøren for Rynkeby Foods A/S og direktøren for Toms Gruppen A/S som næstformand, og på hjemmesiden står navne, adresser, telefonnumre og mailadresser på samtlige 227 medlemmer.
På listen finder man f.eks.en absolut sværvægter i dansk landbrug som Valsemøllen A/S i Esbjerg. ”Vi har med tilfredshed gennem mange år været medlem af DI og DI fødevarer”, bekræfter direktør Niels Brinch-Nielsen. Valsemøllen A/S havde en omsætning i 2012 på 566 mio. kr., og producerer omkring halvdelen af al brødmel i Danmark. Det klarer virksomheden fint uden hjælp fra L&F.
I samme fødekæde befinder Kohberg Brød A/S sig. Det er Danmarks største brødvirksomhed med en omsætning på 836 mio. kr. Man har altid kun været medlem af DA og DI Fødevarer, siger direktør Morten Hellesen og fastslår: ”Det har man ikke vurderet et behov for at ændre på. Kohberg får sine interesser tilfredsstillende varetaget hos DI Fødevarer”.
Og så er der de helt store aktører på fødevareområdet: COOP Danmark, Dansk Supermarked, Carlsberg, Dagrofa og Danisco. De fem virksomheder, der er blandt landets 30 største, tegner sig for en årsomsætning og en beskæftigelseseffekt, der overstiger, hvad det samlede landbrugserhverv kan præstere. Ingen af dem er medlemmer af minkavler Merrilds lobbyistorganisation, oplyser de gerne.
Men hvem ER så medlemmerne?
Uanset hvordan man formulerer sine henvendelser til L&F, er der hermetisk lukkede skodder til medlemslisten. Det eneste, organisationen er parat til at oplyse, er påstanden om de 320 betalende virksomheder og foreninger, og at kontingentet fastsættes ved en ”individuel forhandling”.
Trods mange forsøg er det aldrig lykkedes en bredere offentlighed at få andet at vide. Men hvordan kan jeg så påstå, at Thise Mejeri – som nævnt ovenfor – står på den hemmelige medlemsliste? Her er forklaringen.
Landbrug & Fødevarer udgiver en lille hvervebrochure om fordelene ved et medlemskab, og brochurens omslag er udsmykket med en tilsyneladende endeløs opremsning af navne på virksomheder, men de er ikke tilfældige. De er taget fra organisationens medlemsliste. Når først man har afkodet grafikken og skrevet teksten ud, dukker navnene frem på de første 150 af de ”hemmelige” medlemmer.
Her står så knap halvdelen af de virksomheder, Martin Merrild gør sig til af at repræsentere som talsmand for ”den samlede fødevarebranche”. Hvem er de så?
Overraske kan det næppe, at både Arla, Danish Crown og Dansk Planteværn (tidl. Dansk Agrokemi) er medlemmer, men hvad bestiller Auriga Industries A/S (det tidligere Cheminova) i L&F? Virksomheden producerer udelukkende sprøjtemidler til eksportmarkedet (99 pct.), så hvor er forbindelsen til den danske bondemuld? Alligevel bryster man sig af virksomhedens omsætning på 6,3 mia. kr. og de 2148 ansatte, når han fremhæver dansk landbrugs betydning.
Så giver det nok bedre mening for de fleste, at Horsens-virksomheden 3-stjernet A/S er medlem. Virksomheden er den førende producent i Danmark af salami og spegepølse, men importerer faktisk en betydelig del af sine ”danske” produkter som færdigvarer fra Tyskland og Sverige. For slet ikke at nævne at virksomheden er ejet af finske Atria Plc.
Så er der Alm. Brand, Codan og Tryg. Står forsikringsbranchen mon bag Martin Merrild, når han udtaler sig på vegne af den samlede fødevarebranche? Næppe. Hos Codan var pressechefen ikke en gang klar over medlemsskabet, da han blev spurgt. Nogen betaler bare kontingentet, og så er den ikke længere, sagde han.
Og hvorfor bruger en finansiel virksomhed som AP Pension sine medlemmers penge på et medlemskab af L&F? Det er landets syvende største pensionsselskab med en markedsandel på 4,5 procent, og man beskriver sig selv som et demokratisk, kundeejet og politisk uafhængig selskab, hvis overskud udelukkende skal gå til kunderne. Helt korrekt er det sidste så ikke, da et større, men ukendt kontingent hvert år afleveres til L&F. Sandsynligvis er der tale om et sekscifret beløb, men AP Pension ønsker ikke at oplyse det eksakte beløb.
Listen viser imidlertid, at stort set hele den finansielle sektor er indlemmet som en del af ”fødevarebranchen”.
Danske Bank, Nykredit, Topdanmark, Jyske Bank, Sydbank og såmænd også Realkredit Danmark betaler hvert år millioner af kroner til lobbyistorganisationen på Axelborg. Men deler man organisationens mere rabiate synspunkter – eller betaler man blot?
Når Landbrug & Fødevarer udtager stævning mod den danske stat for at få randzonerne fjernet eller kvælstofkvoterne hævet, står disse hæderlige virksomheder så bag aktionerne? Både og. Det er dem, der finansierer TV-reklamerne og dagbladsannoncerne, og de er med til at betale advokathonorarerne. Men aner de i Realkredit Danmark, hvad en randzone er for noget, og hvad forstand har Topdanmark på kvælstofkvoter? Ingen, og det bekymrer dem heller ikke. Pressechefen hos Topdanmark siger det lige ud: ”Vi har ikke stemmeret eller taleret ved delegeretmøderne og blander os i øvrigt heller ikke i Landbrug & Fødevarers strategi eller holdninger”.
Hvorfor er de så med, og hvorfor betaler de uden at blinke mindst sekscifrede støttebeløb til den stærkt politiserende lobbyistvirksomhed på Axelborg? Her er en håndfuld svar, der er indhentet på mail.
Dansk Bank: ”Vi er medlemmer af Landbrug & Fødevarer for at opnå et godt indblik i landbrugserhvervets økonomi, vilkår og udviklingsmuligheder. Vi betaler det kontingent Landbrug & Fødevarer fastsætter.”
Nykredit: ”Vi har et interessemedlemskab af Landbrug & Fødevarer. Vi var B-medlem af det oprindelige Danske Andelsselskaber og fulgte med, da det blev samlet i først Landbrugsraadet og siden i Landbrug & Fødevarer.”
Topdanmark: ”Vi har i omegnen af hvert andet landbrug i Danmark forsikret, og rådgiver og hjælper dermed en meget stor del af de danske landmænd om forsikring, pension og skadeforebyggelse. I Landbrug & Fødevarer inviteres Topdanmark i sin egenskab af virksomhedsmedlem med til møder/videnskonferencer for landmænd, og vi inviteres også til delegeretmødet i Landbrug & Fødevarer som gæst. Vi har ikke stemmeret eller taleret ved delegeretmøderne og blander os i øvrigt heller ikke i Landbrug & Fødevarers strategi eller holdninger”.
Jyske Bank: ”Vi ønsker ikke at kommentere på spørgsmålet”.
L&F råder over betydelige økonomiske midler, som bl.a. har gjort det muligt at investere 60 mio. kr. over tre år i en renlivet imagekampagne med dagbladsannoncer og TV-programmer. Sammen med en række aftaler med brancheforeningerne giver medlemmernes kontingenter et årligt tilskud på 250 mio. kr. til det samlede årsregnskab på en milliard kroner i L&F-koncernen.
Men hvor stort er den enkelte virksomheds kontingent? Det aftales individuelt med hver virksomhed, og det afpasses efter deres årsomsætning, men en udtalelse fra Foreningen af Danske Slagtermestre giver et fingerpeg. Man meldte sig ud, da L&F varslede en kontingentforhøjelse, der ville modsvare en betroet medarbejders årsløn, siger direktør Torsten Buhl. Et beløb i størrelsesordenen 600.000-800.000 kr. er derfor næppe helt ved siden af for en forening med bare 400 medlemmer.
Formålet med Axelborgs hemmelighedskræmmeri er ikke svært at få øje på.
Når Martin Merrild påstår, at L&F repræsenterer danske virksomheder, der tegner sig for en årlig eksport på over 148 milliarder kroner og med 183.000 jobs, så har ingen en kinamands chance for at tjekke tallene uden en komplet liste over de påståede medlemsvirksomheder og deres ansatte. L&F har dermed skabt sig et magtfuldt monopol på statistikken.
Og retorikken virker.
Blot otte dage efter sin udnævnelse til fødevareminister skrev Dan Jørgensen (S) sin første ministerkronik her i Politiken. I den påstod han, at ”Danmark er et landbrugsland, og det skal vi blive ved med at være”. Med al respekt er den første påstand noget sludder og den anden meningsløs.
Siden 1960 har beskæftigelsen i landbruget været konstant faldende, og i dag udgør den mindre end tre procent af arbejdsstyrken. Landbrugseksportens økonomiske betydning er i samme periode faldet fra 45 procent til 17 procent, og erhvervets bruttoværditilvækst (BVT) udgør nu mindre end to procent. Kun gælden er vokset.
Alligevel hævdede en benovet fødevareminister i sin jomfrukronik, at dansk landbrug henter “rekordhøje eksportindtægter til kongeriget på 148 milliarder kroner om året”. Det er simpelthen ikke sandt. Det korrekte tal er 72 mia. kr. (2011), altså det halve. De 148 milliarder er det fiktive beløb, som Landbrug & Fødevarer har konstrueret som beskrevet i denne kronik.
Men Dan Jørgensen er lovligt undskyldt. Fødevareministeriet har de sidste fem år været henvist til at hente alle sine nøgletal på Axelborg. Ministeriet har siden 2009 opgivet at føre sin egen statistik.
Den hemmelige liste over ca. halvdelen af medlemmerne hos Landbrug & Fødevarer kan ses på internetadressen http://gylle.dk/axelborgs-hemmelige-liste/
Kjeld Hansen er journalist, gårdejer og forfatter og skriver jævnligt på OrganicToday.dk
