Landbrugspakken får jordpriserne til at stige

GYLLEGATE – Den omdiskuterede landbrugspakke, som slækker miljøreglerne, betyder en økonomisk saltvandsindsprøjtning for landmændene, viser nye beregninger. Jordpriserne stiger med 12.000 kroner pr. hektar landbrugsjord.

Landmænd og banker kan glæde sig over stigende jordpriser. Her er det majs, der høstes med finsnitter til ensilering. Foto: Gustav Bech

Når landmændene får lov at give mere gødning, så stiger ikke kun produktion og indtjening. Jordpriserne følger med op, og dermed kapitaliseres de mange milliarder, som straks afspejler sig i stigende ejendoms- og jordpriser.

Egenkapitalen bliver også styrket betragteligt og dermed får landmændene forbedret deres overlevelsesevne og kreditværdighed. Nye beregninger fra SEGES viser således, at værdien af landbrugsbedrifterne øges med mellem 20 og 40 milliarder kroner, fordi jordpriserne stiger.

- Vores bedste skøn er, at effekten lander omkring 30 milliarder kroner, men forudsætningerne for beregningerne er forbundet med en vis usikkerhed. Vi tør dog godt stå på mål for, at effekten bliver mellem 20 og 40 milliarder kroner, siger Klaus Kaiser, der er erhvervsøkonomisk chef i SEGES.

Landbrugsjord stiger 12.000 kroner per hektar
Tager man beregningerne ned på bedriftsniveau, så svarer det til en stigning på ca. 12.000 kroner i værdien af en hektar landbrugsjord. En hektar svarer til 10.000 kvadratmeter. Dermed stiger en kvadratmeterprisen med over en krone.

En gennemsnitlig heltidsbedrift vil dermed få styrket kapitalgrundlaget med godt to millioner kroner. Og det er rigtigt godt nyt, understreger Kaiser.

- Der er behov for at få styrket både indtjening og egenkapital i landbruget, og det bidrager landbrugspakken til. Dermed forbedres landmændenes robusthed. Set over en bred kam får flere nu mulighed for at blive på bedriften, og generelt bliver landmændene mere kreditværdige, siger Klaus Kaiser, der ikke lægger skjul på, at timingen af landbrugspakken er ideel i forhold til landbruget.

Holder hånden under markedet
- Markedet for handel med landbrugsejendomme er lidt skrøbeligt i disse år, men via effekten på ejendomspriserne bidrager landbrugspakken til at holde hånden under markedet, siger Kaiser.

Også bankerne får gavn af værdistigningen, fordi mange landbrug har negativ egenkapital og er på vippen af en tvangsauktion.

- Når landmændenes soliditet styrkes, så smitter det af på bankerne, der får forbedret solvensen. Det stiller dem i en noget bedre position i forhold til at honorere de stigende kapitalkrav, forklarer Klaus Kaiser.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: