Hurtigere miljøgodkendelser hos kommunerne, mere velvilje fra finanssektoren og tilladelse til flere svin per hektar.
Det er nogle af de rammevilkår, som landbruget efterlyser for at modvirke, at den danske slagteribranche ikke med jævne mellemrum fortsat skal opleve slagterilukninger og afskedigelser.
Sådan lyder det fra Martin Merrild, der er formand for Landbrug & Fødevarer.
- Der er behov for, at der bliver produceret flere svin i Danmark. I dag sendes smågrisene i stort omfang til Tyskland, hvor svineproducenterne har nogle vilkår, der sætter dem i stand til at betale mere for danske smågrise, siger Martin Merrild til Jyllands-Posten.
Det har betydet, at der eksporteres 10 mio. smågrise til Tyskland om året. Over de næste 10 år ventes produktionen af smågrise at stige med yderligere syv mio., hvoraf næsten halvdelen ventes eksporteret levende.