- Samfundsøkonomisk er det særdeles uhensigtsmæssigt, hvis støtten består i sin nuværende form. Den afkoblede støtte bør udfases og erstattes af ordninger, hvor støtten gøres betinget af, at landmændene leverer helt konkrete, målbare ydelser, som er til gavn for hele samfundet.
Sådan lyder opfordringen i Jyllands-Posten fra en ekspert i landbrugsøkonomi, Henrik Zobbe, der er direktør i Fødevareøkonomisk Institut.
Hans udmelding kommer dagen efter, at OECD i en rapport konstaterer, at landbrugsstøtten er rekordlav. Tidligere udgjorden den op mod 40 procent af landmændenes indkomst. I dag er støtten faldet til 19 procent, og kun hver femte krone, landmændene tjener, kommer fra skatteyderne.
Ifølge rapporten fra OECD udgør den samlede landbrugsstøtte i OECD-landene svimlende 1.350 milliarder kroner. EU-støtten løber årligt op i over 550 milliarder kroner.
- Det er oplagt, at støtten kun bør udbetales til landmænd, der gør en særlig indsats på områder som miljø, natur, dyrevelfærd og fødevaresikkerhed. Jeg taler ikke om, at landmændene bare skal leve op til de lovbestemte krav på disse områder – det bør være sådan, at de skal levere noget ekstra for at kunne komme i betragtning til støtte, mener Henrik Zobbe, der er direktør i Fødevareøkonomisk Institut ifølge epn.dk