Landbruget har brug for en ideologifri diagnose
ANMELDELSE – Jørgen Steen Nielsen beskriver i en ny debatbog landbrugets krise så faktuelt og præcist, at erhvervets egne folk burde kunne tage diagnosen til sig. Dens løsninger er det til gengæld værd at slås om.
Bogen giver et fakta-mættet og overbevisende billede af et landbrug fanget i en »dødsspiral« – og et erhverv i dyb krise økonomisk, miljømæssigt, diversitetsmæssigt og kulturelt, skriver Anne-Birgitte Agger i sin anmeldelse af Jørgen Steen Nielsens nye bog.
Af Anne-Birgitte Agger, direktør i Københavns Madhus
»Hvad skal vi med landbruget?«, spørger Jørgen Steen Nielsen i en ny lille bog med samme titel.
Spørgsmålet viser, hvor fremmedgjorte og adskilte vi i byerne er blevet over for det, vi helt basalt lever af. Svaret burde jo være simpelt: Landbruget skal producere mad, så vi kan leve sundt og godt – og på en måde så også kommende generationer kan leve af det, jorden kan tilbyde.
Bogen giver et fakta-mættet og overbevisende billede af et landbrug fanget i en »dødsspiral« – og et erhverv i dyb krise økonomisk, miljømæssigt, diversitetsmæssigt og kulturelt.
At der er krise, er alle enige om, men ikke om så meget andet. Og det er det, bogen søger at gøre noget ved.
Et fælles afsæt
Diagnosen er hørt før – som anklage eller nødråb. Fra internationale stemmer som Michael Pollan, i film som Food.Inc., af London-professoren Tim Lang – og i mange FN-rapporter, senest en om retten til mad fra 2014. Problemet er, at kendsgerningerne ofte ideologiseres, og at diagnosen aktivt sløres af førende kræfter i erhvervet.
Bogens første halvdel trodser denne ideologisering ved at være meget faktuel – fra årstal, antal landbrug, produktivitet, gæld, eksport/import, dyrkningens fordelingstal, historik etc. – og giver derved et nøgternt bud på en beskrivelse af krisen og landbrugets sårbare ensidighed.
Og jeg får lyst til at sende bogen rundt til alle madaktører som et fælles afsæt for, hvad vi skal stille op med landbruget i fremtiden. Løsningerne vil der helt sikkert være uenighed om. Men kunne vi enes om det faktuelle og krisens karakter, ville vi være kommet rigtig langt.
Teknologisk kraft gør mekanismen destruktiv
Selvom bogen handler om landbruget, sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at vi, både på landet og i byen, er sammen om at have drevet udviklingen derhen, hvor vi er i dag.
Vi har på en næsten naturstridig måde siden Anden Verdenskrig og i takt med både stigende velstand og flytningen fra land til by fra hvert vores sted skabt de problemer, vi står i i dag. Land som by handler ud fra de samme overlevelsesmekanismer som i tidernes morgen, men med en teknologisk kraft, som gør mekanismen destruktiv.
Mens landbruget har råbt på mere og større, råbte byerne på mere og billigere; på mere industriel produktion, på færre hænder i køkkenet som på marken. Konsekvensen er færre mennesker, mere teknologi, mere kemi, mindre håndværk. Mindre kontakt mellem dem, der producerer vores mad, og dem, der spiser den. Og stigende gab mellem det, der produceres, og det, der forbruges.
Latent konflikt mellem land og by
Udviklingen har skabt en latent konflikt mellem by og land, som bogen også beskriver. For eksempel hedder et kapitel »Landbrug som skældsord«.
Her beskrives den offentlige rasen mod landbrugets rovdrift på natur og dyr. I byerne vil flere og flere ikke spise kød fra dyr, der ikke har levet et godt liv. Og økologiske fødevarer er både en modreaktion og et nødråb på naturens vegne, som har højnet kvaliteten, og hvor indkøbskurven bruges til at rode bod på et marked, der ser ud til at være ude af drift.
Men som Jørgen Steen Nielsen påpeger, er det begrænset, hvad der et blevet flyttet med de nye handleformer, selvom enhver kan se, at økologi ikke er en døgnflue.
Det er rigtigt, at byboerne længes efter den rene vare, og at en hel masse skyder op fra neden, men det er også rigtigt, når landbruget påpeger, at økologien kun udgør, hvad der svarer til knap 10 procent af dansk landbrug. Hvis vi i byerne mener, hvad vi siger, så skal vi flytte markant på volumen og på betalingsvilligheden.
Den enkelte landmand er klemt
Og vi må forstå, som bogen solidarisk beskriver, at den enkelte landmand er klemt mellem banker, dyre produktionsanlæg, internationalisering, store koncerner og uddøende faglighed.
Landmænd er nærmest stavnsbundet, og i stedet for at skælde dem ud skal vi i gang med at skabe dialog, løsninger (og handel). En forudsætning er en fælles forståelse af, hvad problemet er.
Her anklager bogen landbrugets talsfolk, hvad enten de kommer fra Landbrug & Fødevarer, Bæredygtigt Landbrug eller de store andelsvirksomheder, for at gøre landbruget en bjørnetjeneste ved at fastholde den slagne vækstkurs med ensidigt, sårbart og goldt landbrug til følge.
Når den enkelte landmand står med ryggen mod muren, er det forståeligt, at man får lyst til at udråbe byerne med alle vores krav til dem, som fjenden. Men det er på tide at deres talsfolk drejer kanonen.
Krisen er ikke skabt af hensynet til miljøet, eller fordi vi gerne vil have et landbrug, der er mere alsidigt. Tværtom. Landbruget har akut brug for en stemme, der bygger bro og tænker nyt – og det er ikke Jørgen Leths, jeg har i tankerne.
Bud på radikale forandringer
Bogens sidste del er et bud på ret radikale og strukturelle forandringer. Her tror jeg til gengæld ikke, der er ikke udsigt til konsensus lige med det samme, og der er store interesser på spil. Ikke i klassisk højre-venstreforstand, hvad bogens eksempler fra for eksempel Grams Slot og Lejre Kommune tydeligt viser.
Hovedbudskabet, når det gælder løsninger, er et veldefineret behov for en stor national landbrugsreform – og insisteren på, at de enkelte landmænd gældssaneres, så de ikke er bundet til en utidssvarende produktion, eller at bankerne bestemmer, hvad de må og kan.
Det store slag handler om, at både mange landmænd og de bærende virksomheder i Landbrug & Fødevarer er afhængige af den alt dominerende animalske produktion. For eksempel vil Danish Crown og Arla i fremtiden enten skulle producere væsentligt mindre – eller tænke deres produktion grundlæggende forfra.
Dansk landbrug er en gigantisk supertanker, og man bliver forpustet ved tanken om at skulle vende den. Som en utålmodig sjæl og fordi jeg er bange for, at politikerne ikke er parate til forandring, kan jeg ikke lade være med at spørge, om der er flere veje end den store forkromede reform?
Erhvervsliv og de store byer må tage affære
Kan der være andre muligheder for effektfuld modreaktion end de mange gode, men små eksempler, bogen nævner?
Jeg ser det lidt som med klimaet. Erhvervslivet og de store byer bliver nødt til at tage affære og ansvar for deres mad og dermed for landbrugets produktion af denne.
Selv uden reform kan det offentlige vælge at lægge sit årsforbrug af mad på 4,8 milliarder kroner i lokale alsidige og økologiske marker. Det samme kan hotelkæder og restauranter. De store supermarkeder kan gå endnu mere aktivt ind i lokal og økologisk indkøb. Og findes der alternativ investeringskapital til landmænd, der gerne vil en anden udvikling?
Hvis jeg skal tænke videre, så tror jeg, tiden er inde til at udvide de mange gode små initiativer på græsrodsniveau med, at de større fødevarevirksomheder tager ansvar. Tænk hvis vi kan spise os til løsningen?
Tænk hvis vi kan forandre udviklingen ved at bestemme os for, hvilken kilomad, vi gerne vil have landbrugets hektar producerer?
Jeg ser bogen som et alvorligt opråb om en fælles forståelse og behov for handling i fællesskab. Om det bliver med politik, marked eller bevægelse er et spørgsmål om, hvem der viser sig mest handlekraftig og konkret.
