Landbruget er stadig den helt store synder

KOMMENTAR – Wilhelmudvalget startede den proces, som kunne have reddet vores natur fra et stadigt forfald. Men vi er nu mindst 10-12 år bagefter i bestræbelserne for at skabe den mangfoldige natur, som vi alle kunne have så meget glæde af, skriver Holger Øster Mortensen.

Gennem den seneste menneskealder er det blevet stedse mere åbenlyst, at landbruget er den helt store synder, når det kommer til forureningen af vores natur og vand- og havmiljø. Efterhånden som forureningen fra vores industri og boliger og byområder er blevet minimeret, står tilbage at få styr på forureningskilderne fra vores konventionelle og industrielle landbrug.

Wilhelmudvalget startede den proces, som kunne have reddet vores natur fra et stadigt forfald, hvor plante- og dyrediversiteten kun bliver ringere. Men da den sidste borgerlige regering helt så bort fra alle de mange gode tiltag i Wilhelmudvalget, er vi nu mindst 10-12 år bagefter i bestræbelserne for at skabe den mangfoldige natur, som vi alle kunne have så meget glæde af.

Landbruget er ikke indstillet på forandring
Den nuværende regering har nedsat Natur- og Landbrugskommissionen, som nu er barslet med friske og nye ideer for at genoprette vores forarmede natur. Her ligger mange gode tiltag til gavn for vores natur og miljø, men der tages ikke i tilstrækkelig grad hensyn til de stærke kræfter i dansk landbrug, som ikke er indstillet på at ændre dyrkningsmetoder og gammelkendte og forældede staldsystemer.

Landbruget på deres side taler om nye metoder i landbruget, som vil komme naturen til gavn. Men disse tiltag mangler enhver form for realitetssans. Vi ser ikke positive resultater af minivådområder,
intelligente randzoner, kontrolleret dræning, AGWA-planer, gylleseparering, biogyllegasværker, lugtfrie stalde, skånsom jordbehandling etc.

Visionært javel – realistisk nej. Og hvem kan og vil betale for dette kostbare oprydningsarbejde i vores natur?

Vi skal bort fra holdningen på Axelborg, hvor vækst og produktion er i højsædet, men hvor kvalitet og mangfoldighed er skrinlagt.

 

Holger Øster Mortensen skriver jævnligt på OrganicToday.dk

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: