Landbrug mellem boligblokkene

URBAN GARDENING – Beboerne i Gellerupparkens boligblokke ved Aarhus får nu chancen for at komme tættere på naturen gennem arbejde med jord og planter.

Tomaterne trives godt mellem boligblokkene. Her er det fra et lignende projekt i Londons East End.

Det er målet bag et nyt projekt om urbant landbrug i Aarhus Vest, som Brabrand Boligforening, Aarhus Kommune og Videncentret for Landbrug står bag.

Tanken er at udlægge store dele af de grønne områder mellem boligblokkene til fødevareproduktion og udnytte de flade tage i Gellerupparken og Toveshøj til mindre bede og drivhuse.

Fødevareproduktion mellem og på boligblokkene skal få beboerne tættere på de naturlige processer og inspirere til en sund livsstil. Desuden skal de engageres til at drive og aktivere andre i små landbrug.

Videncentret var først med ideen
Ideen til projektet ”Gellerup Farming and Health” kommer fra Videncentret for Landbrug, hvor tanke hurtigt blev til handling for natur-og miljøjuridisk konsulent, Trine Balskilde Stoltenborg.

-Vi har tidligere talt om at gå mere ind i socialt landbrug, og en dag, da jeg cyklede forbi Gellerupparken, tænkte jeg, at det var oplagt at få etableret landbrug der. Så jeg kontaktede Brabrand Boligforening, og så udviklede ideen sig til et projekt, fortæller hun.

Senere læste Trine Balskilde Stoltenborg, at både England, Sverige og Holland er langt fremme med lignende projekter om urbant landbrug i socialt belastede områder.

-Så Danmark skal også på banen og som et videncenter for landbrug er det oplagt, at vi sætter det på dagsordenen. Vi har tidligere arbejdet med projekter, der kobler landbruget med socialt svage, og har derfor en god erfaring på det område, siger hun.

Landbrug skal give nyt arbejde
Lykkes projektet »Gellerup Farming and Health« vil Aarhus V derfor blive Danmarks første beboelsesområde med landbrugsdrift mellem boligblokkene.

I England bruges bylandbrug allerede til at begrænse fedme, sundhedsproblemer og områdets klimapåvirkning. I »Gellerup Farming and Health« er målet også at få skabt nye arbejdspladser til områdets beboere.

Parallelt med uddannelse og træning i landbrug skal områdets beboere nemlig uddannes til at indgå som arbejdskraft i det danske landbrug eller på anden vis til at udføre arbejde i fødevarekæden, som ikke nødvendigvis kræver en videregående uddannelse.

Videncentret for Landbrug, Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune søger nu efter midler til at komme i gang med projektet.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: