Landbrug & Fødevarers medlemstal styrtdykker

LANDBRUG – Landbrugets hovedorganisation har sagt farvel til hvert tyvende medlem i løbet af blot et år. De små landbrug føler sig svigtet, og de store går til Bæredygtigt Landbrug.

Mange af de helt store landbrug går til Bæredygtigt Landbrug. Her er såmåskinen i gang på Aakær Gods ved Odder, som midt i valgkampens slutspurt i 2015 lagde lokaler til Bæredygtigt Landbrugs sommermøde. Foto: Holger Øster Mortensen

Fem procent medlemmerne har meldt sig ud af Landbrug & Fødevarer i løbet af det seneste år. Dermed er landbrugets førende interesseorganisation med hovedsæde på Axelborg nu reduceret til 23.184 aktive medlemmer. Men langt fra alle er landmænd. 9.337 er registeret som såkaldte interessemedlemmer.

Det er landbrugets krise og den generelle strukturudvikling, som sætter sit tydelige aftryk, mener Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

- Det, vi ser, er dels udtryk for en ubønhørlig strukturudvikling, der går hurtigere, end vi er vant til. Desuden er mange landmænd så økonomisk trængte, at de har svært ved at betale regningerne og vælger medlemskabet af den lokale forening og Landbrug & Fødevarer fra, siger Martin Merrild til LandbrugsAvisen.

Ideologiske årsager
- Jeg har meldt mig ud af ideologiske årsager, skriver Flemming Tølbøl Brask i avisens kommentarfelt.

- Landbrug & Fødevarer signalerer med al ønskelig tydelighed, at man ikke bryder sig om de mindre landbrug. Men vil gerne have vores penge, men vi skal sætte os ned på bagerste række og holde vores kæft, skriver han.

Henrik Kuske Schou, der er medlem af Frie Bønder, peger på, at Landbrug & Fødevarer både har mistet mange af de større landbrug til Bæredygtigt Landbrug, men samtidig bliver svigtet af de små og mindre landbrug, som »med rette ikke føler, at deres sag bliver støttet«.

- Det så vi senest med forslaget om omfordeling af EU-støtten. Her blev Familielandbruget godt og grundigt banket på plads. Ikke mindst af de store jordbrugere. Og deltidslandmændene fik man helt og aldeles sat uden for indflydelse. Så jo Landbrug & Fødevarer ligger, som de har redt, mener Henrik Kuske Schou.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: