Landbrug & Fødevarer tabte retssag om MRSA

MRSA – Landbrug & Fødevarer har endeligt og fuldstændigt tabt alt i retssagen om de resistente svinebakterier MRSA, fremgår det af en kendelse fra Østre Landsret. Men de to journalister, der har kæmpet for at afdække sagen, frygter, at sagen måske har gjort det umuligt at slippe af med svinebakterien MRSA.

Kjeld Hansen (tv) og Nils Mulvad under retssagen i Aarhus i 2014 om de hemmeligholdte MRSA-lister.

Landbrug & Fødevarer har endeligt og fuldstændigt tabt alt i retssagen om de resistente svinebakterier MRSA, fremgår det af en kendelse fra Østre Landsret.

Det skriver redaktør Nils Mulvad, som sammen med journalist og forfatter Kjeld Hansen i mere end fem år er blevet mødt med juridisk benspænd fra både Sundhedsstyrelsen, embedsmænd og senest landbrugets interesseorganisation Landbrug & Fødevarer, som har sat alt ind på at forhindre journalisterne i at fortælle, hvor de MRSA-inficerede svinefarme ligger.

Nils Mulvad frygter, at sagen har gjort det umuligt at slippe af med svinebakterierne.

- Retssagen har forhindret, at der har kunnet etableres viden om MRSA-frie svin og dermed også handel med dyr, der ikke var inficerede. Eksperter betragter den metode som den mest afgørende i bekæmpelsen af MRSA, skriver han på Aabenhedstinget.dk.

Sagens har gjort det muligt for Landbrug & Fødevarer at forhindre offentlighedens indsigt i resistente svinebakterier i mere end halvandet år fra sommeren 2014 og frem til februar 2016.

Ifølge Nils Mulvad har sagen også drejet mediernes dækning, som i langt højere grad end tidligere har fulgt landbrugsorganisationens dagsorden om, at offentliggørelse er synd for landmændene, fordi de bliver stigmatiseret.

I dag er der stadig ikke fuld klarhed om, hvor mange svinefarme, der er inficeret med MRSA. Ved undersøgelserne i 2014 lød myndighedernes bud på, at omkring to ud af tre farme havde inficerede svin. Hvor mange inficerede, der er i dag, vides ikke, men eftersom der stadig sker handel med inficerede dyr, er der formentlig tale om endnu flere inficerede svinefarme.

De seneste tal viser, at 68 procent procent af de konventionelle svinebedrifter har MRSA CC398. Hos de økologiske svinebedrifter er der kun konstateret smittebærende svin hos seks procent.

Kendelse fra Højesteret
Højesteret afsagde en kendelse i januar om, at en retssag ikke havde opsættende virkning på Fødevarestyrelsens udlevering af oplysninger om resistente svinebakterier, MRSA. Fødevarestyrelsen har efterfølgende udleveret alle oplysninger og i går, fredag den 21. april 2016, kom Østre Landsret med den endelige kendelse i den oprindelige sag, oplyser Nils Mulvad.

Landbrug & Fødevarer har hævet sagen, og landsretten anser derfor organisationen som den tabende part, der skal betale 60.000 kroner til Fødevarestyrelsen og 40.500 kroner til Dansk Journalistforbund til dækning af sagsomkostninger.

For journalister og offentligheden har afgørelsen om MRSA stor og meget principiel betydning for fremtidig åbenhed, mener Oluf Jørgensen, forskningschef emeritus og offentlighedsrådgiver ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: