Fra i dag kan alle borgere og foreninger søge om at få del i de 10 mio. kroner, som Miljøministeriet har afsat til grønne ildsjæle. Pengene bliver givet til gode og kreative idéer, der kan bidrage til et grønnere lokalmiljø. Tidligere er der blevet søgt om støtte til alt fra skraldefestivaler til landsdækkende byttemarkeder, og ministeren hilser alle typer af ideer velkommen.
- Danskernes hverdag skal være grønnere. Regeringen ønsker, at den grønne omstilling også sker på gadeplan, og det kan Danmarks grønne ildsjæle hjælpe med til. Vi støtter den gode idé, der kan gøre en forskel lokalt, og større projekter, der kan ændre vores hverdag, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.
Bred vifte af projekter
Der er lagt op til at støtte en bred vifte af grønne projekter. Sidste år blev der blandt andet givet penge til projekter som grønnere transportvaner i ti kommuner, udendørs plantevægge i Århus og en event om madspild for 5.000 danskere på Rådhuspladsen i København.
- Puljen var en stor succes i 2013 med mange gode ansøgninger, og jeg håber, der kommer lige så mange gode idéer på bordet i år. Den grønne omstilling begynder hos borgerne, og derfor spiller puljen en vigtig rolle i forhold til at få deres idéer ført ud i livet, siger Per Clausen, miljøordfører fra Enhedslisten.
Når ansøgningerne bliver vurderet, bliver der blandt andet lagt vægt på, at idéerne styrker fællesskabet, og at de er borgernære og nyskabende i forhold til den grønne omstilling af Danmark. Der kan søges tilskud til projekter for mellem 40.000 kroner til og med 500.000 kroner.
Miljøministeren besøger i dag det nye tøjbibliotek Chare, hvor hun skal låne tøj.