Kyllinger får lov til at beholde næbet

Danske kyllinger slipper nu for at få næsen klippet af. Foto: Colourbox

DYREVELFÆRD – Fra 1. juni får alle danske kyllinger lov til at beholde deres næb uden at få klippet spidsen af, som hidtil har været almindelig praksis hos de fleste store producenter.

Det er branchen selv, der har besluttet at indstille næbtrimningen, og fra fødevareminister Dan Jørgensen er der rosende ord til producenterne.

- Næbtrimning udgør i dag et dyrevelfærdsproblem. Det er derfor utrolig positivt, at de danske ægproducenter stopper med at næbtrimme skrabe- og frilandshøns. Igennem dygtigt avlsarbejde og nye arbejdsgange er dyrevelfærden nu forbedret, uden at det går ud over deres indtjening. Det er godt landmandskab, siger Dan Jørgensen.

1. juli i år indfører Danske Æg, som pakker 95 procent af æg produceret i Danmark, et totalt stop for køb af æg fra skrabe- og frilandsproducenter, der næbtrimmer eller indkøber næbtrimmede høns.

Økologiske høns må ikke næbtrimmes, og sidste år indførte burproducenter ligeledes et stop for næbtrimning, som i årevis er blevet kritiseret af dyrevænsfolk.

Næbtrimning medfører akut smerte ved indgrebet og med stor sandsynlighed også kronisk smerte. Men avlsprogrammer og bedre arbejdsgange har midsket problemerne med fjerpilning og kannibalisme, som har været argumentet for at klippe næbet af kyllingerne.

Nyt servicetjek af produktionen af æg- og slagtekyllinger
Fødevareministeriet varsler i samme ombæring et servicetjek af produktionen af æg- og slagtekyllinger. Det skal sikre dyrevelfærdsregler og skabe bedre rammevilkår for erhvervet.

- Jeg har bestilt et 360 grader tjek af reglerne for produktion af æg- og slagtekyllinger, som skal sikre, at Danmark har helt tidssvarende dyrevelfærdslovgivning for danske høns. Vi ved f.eks. allerede nu, at der er et sort dyrevelfærdshul i lovgivningen for unghøns, og det skal vi rette op på, siger Dan Jørgensen.

Servicetjekket skal bl.a. undersøge, hvordan der kan rettes på dyrevelfærdsudfordringer for danske hønniker (unghøns). Der findes i dag ikke dyrevelfærdsregler for hold af hønniker i hverken dansk eller EU-lovgivning. Det betyder, at hønniker alene er beskyttet af de generelle dyreværnsregler.

Vækst og dyrevelfærd
- Foruden dyrevelfærdsforbedringer, så vil vi også se efter unødvendige regler og byrder for erhvervet, som kan droppes. Det er vigtigt for mig, at ægproducenterne fortsat kan bidrage med vækst og arbejdspladser til det danske samfund uden at give køb på dyrevelfærden, siger Dan Jørgensen.

- Vi ved fra blandt andet England, at man ikke bare kan stoppe næbtrimning uden grundigt forarbejde. Vi har igennem flere år arbejdet målrettet med at blive klogere på, hvorfor hønerne piller hinanden. Nu føler vi os parate til at stoppe næbtrimning, siger sektorchef for Danske Æg, Jørgen Nyberg Larsen til Ritzau.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: