Kvægbønder får 33 millioner til nye stalde

LANDBRUG – 586 Kvægbønder har sendt ansøgninger for næsten en halv milliard kroner til at bygge nye stalde og modernisere de gamle.

Nye miljøvenlige stalde skal være med til at reducere landbrugets ammoniakforurening.

Miljø- og fødevareministeren er klar med 33 millioner kroner ekstra til landmænd, der vil modernisere og bygge nye kvægstalde.

Pengene er afsat, fordi der har været en enorm interesse for at søge til netop kvægstalde i NaturErhvervstyrelsens miljøteknologipulje, oplyser ministeriet.

I forvejen havde den forrige minister afsat 200 millioner kroner, men landmændene sendte ansøgninger for ikke mindre end 473 millioner kroner.

Ingen interesse for løsdrift i farestalde
Kun én specifik ordning til løsdrift i farestalde (hvor søerne føder) blev ikke tømt for midler. Tilbage var derfor 33 millioner kroner, som nu i stedet går til kvægbønderne.

Specielt mælkebønderne har været ivrige efter at hive penge hjem. I alt 586 kvægbrugere har søgt om tilskud for ikke mindre end 349 millioner kroner.

Med de nye midler kommer puljen til kvæg op på 133 millioner kroner. Dermed kan flere landmænd kan få del i den favorable støtteordning til at modernisere deres stalde.

Modernisering af kvægstald

Ansøgningerne er fordel således:

  • 286 har søgt til renovering (40 mio. kr. i puljen)
  • 137 til nybyggeri (20 mio. kr. i puljen)
  • 163 til tilbygning (40 mio. kr. i puljen).

De ekstra 33 millioner kroner bliver fordelt proportionelt i forhold til hvor der er søgt mest.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: