Kurt Jessen giver nyt liv til gamle kornsorter

ØKOLOGI – Sønderjysk landmand skiftede efter 17 år med økologi til biodynamisk dyrkning. Han driver et stort landbrug på 345 hektar med spelt, emmer, enkorn og andre gamle kornsorter på markerne.

Kurt Jessen dyrker som den eneste i Danmark glutenfri, biodynamiske havregryn. Her står han i en mark med spelt. Foto: Jeppe Jessen

Hvis du spiser biodynamisk, glutenfri havre, kan du være sikker på, at kærnerne er dyrket og høstet på Kurt Jessens marker seks kilometer udenfor Haderslev. Han er nemlig den eneste i Danmark, der kan levere dette produkt.

Siden han etablerede sig som ung landmand og overtog forældrenes gård har Kurt Jessen opkøbt fire naboejendomme og driver nu en specialiseret biodynamisk planteavlsbedrift med gamle kornsorter og en kvægbesætning med opdræt af stude til slagtning. Han har i alt op mod 180 dyr i en løsdriftsstald.

Kurt Jessen er én af de landmænd, som inden for de sidste fem år har omlagt fra økologisk til biodynamisk drift. Han blev godkendt biodynamisk avler i 2012 og kan nu mærke sine varer med både Ø-mærket og Demeter-mærket, som er det internationale kendte mærke for biodynamisk kvalitet.

Fascineret af mikrolivet i jorden
Hans hjerte banker mest for planteavl. Kurt Jessen er dybt fascineret af mikrolivet, samspillet og og de komplicerede processer i jorden, og da han efter 30 år først som konventionel og siden 1995 som økologisk landmand for første gang hørte mere indgående om biodynamisk landbrug, fik han skærpet sin interesse for idéerne og metoderne bag.

- Allerede i 2000 så jeg en lille annonce i avisen Økologisk Jordbrug fra bageriet Aurion, som søgte avlere, der ville dyrke spelt, og samme år såede jeg de første ti hektar. Det var både spændende og udfordrende dengang. Vi anede på det tidspunkt slet ikke, hvad spelt var. Men til alt held gik det rigtig godt, og så var vi i gang, fortæller Kurt Jessen.

Leverer det meste til Aurion
Aftalen med den nordjyske pionér-virksomhed blev startskuddet for den sønderjyske planteavler, som siden har udbygget samarbejdet med Jørn Ussing og Aurion og i dag leverer størstedelen af sin avl til det anerkendte bageri, som sælger en gros til både store og små butikker over hele landet.

Tidligere var der på gården et gammelt træsilo-anlæg, som egentlig fungerede udmærket, men det er ikke optimalt at opbevare fødevarer i træsiloer. Derfor byggede Kurt Jessen i 2004 en stor kornlade med en halv snes høje stålsiloer under tag. Her kan han rense, tørre og opbevare 10.000 hkg under optimale forhold

- Egentlig er det udendørs siloer, som vi har sat ind i laden. På den måde undgår vi problemer med kondens, som kan være et stort problem, når man skal opbevare brødkorn af høj kvalitet, forklarer Kurt Jessen.

Mest er ikke bedst
Siden Kurt begyndte at dyrke spelt er interessen for de gamle kornsorter eksploderet blandt forbrugerne. Blandt andet fordi enkorn og emmer har et højere indhold af essentielle fedtsyrer og mineraler. Til gengæld er udbyttet lavere.

Det ser den biodynamiske landmand nu ikke det store problem i.

- Man har forædlet de traditionelle kornsorter, så man kan producere langt flere tons, men det værdifulde indhold i kornet er blevet reduceret tilsvarende. Det eneste, vi får mere af på den måde, er stivelse, som gør os tykkere. Jeg er helt enig med den britiske professor Tim Lang, som siger, at vi producerer alt for meget af alt det forkerte, siger Kurt Jessen med henvisning til en artikel på OrganicToday.dk.

Sædskiftet ligger ikke helt fast, men primus moter er kløvergræsmarkerne, som høstes til slæt eller afgræsses af studene, og i markplanen følger dernæst havre, spelt, vårhvede, vårspelt, emmer eller enkorn.

Sidste års markplan hos Kurt Jessen

  • Kløvergræs 70-80 ha
  • Vinterspelt 45 ha
  • Vårspelt 35 ha
  • Havre 50 ha
  • Emmer 15 ha
  • Enkorn 10 ha
  • Hestebønner 30 ha
  • Vårhvede 50 ha
  • Rødbeder 4 ha

 

Tema om biodynamisk landbrug

Dette er den tredje artikel i en serie om biodynamisk mad og landbrug. Serien omfatter:

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: