- Med forslaget mindsker regeringen den offentlige støtte til kørsel i firmabil, men der er tale om et meget lille skridt i den rigtige retning, siger Jeppe Juul, der er trafikmedarbejder i Det Økologiske Råd.
Regeringen vil forhøje afgiften på firmabiler og fortsætte med den indexregulering af den grønne ejerafgift, som blev vedtaget i finansloven for 2012, mens den afgiftsomlægning, som indgår som en del af regeringsgrundlaget, først gennemføres senere.
Muligheder for forbedringer
- Det er et moderat fremskridt, men med store muligheder for forbedringer. Vi støtter klart såvel udligningsafgiften for dieselbiler som indexreguleringen, der fjerner begunstigelsen af dieselbiler og stopper en del af udhulingen af bilafgifterne, understreger rådet i en pressemeddelelse.
Rådet henviser til en rapport lavet for EU-Kommissionen af Copenhagen Economics. Ifølge den havde den danske stats støtte til kørsel i firmabil i 2008 en årlig værdi af ca. 4,5 milliarder kroner. Regeringens forslag mindsker denne værdi med 220 millioner kroner.
Regeringen foreslår at miljøtillægget, der indgår i beregningen af beskatningen af værdien af fri bil, sættes op med 50 procent, men Det Økologiske Råd mener, at det bør forhøjes med mindst 100 procent.
- Det er glædeligt at regeringen, foreslår at øge incitamentet til at vælge en mere miljørigtig firmabil, men sammenlignet med lande som fx England og Holland er motivationen stadig ikke stor nok til at det for alvor vil gøre en forskel, siger Jeppe Juul.
Beskat bilerne ens
I dag gives en skattebegunstigelse til de dyrere biler, hvor værdien over 300.000 kroner kun beskattes med 20 procent, mens værdien under beskattes med 25 procent. Det Økologiske Råd foreslår, at alle firmabiler beskattes med 25 procent – uanset bilens værdi.
- De dyrere biler er ofte også tungere biler, der ikke kører så langt på literen. Derfor bør man ikke beskatte de dyrere biler særlig lempeligt, når man generelt ønsker en grønnere bilflåde, siger Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd.
Støtte til fri firmabil giver skævvridning
Kommissionen har i sin transport-hvidbog fra foråret 2011 kritiseret den skævvridning, det giver i transportsektoren at for eksempel fri firmabil indirekte subsidieres af staten. En holdning, der støttes af Det Økologiske Råd.
- Grundlæggende bør man arbejde sig hen imod, at staten ikke særskilt støtter privat kørsel i bil, bare fordi der er tale om en firmabil. Dette vil i praksis betyde, at man bliver nødt til at dokumentere den faktiske brug af bilen, hvilket heldigvis bliver stadigt nemmere grundet den teknologiske udvikling, siger Jeppe Juul.
Det Økologiske Råd ser frem til, at der senere kommer en langt større grøn skatteomlægning og minder om, at de økonomiske virkemidler er blandt de mest effektive til at motivere til grønne adfærdsændringer.