Kulinariske lækkerier fra eget ostemejeri

ØKOLOGI – 800 malkegeder og får på Knuthenlund skal levere mælk til 50 ton økologisk ost årligt. Blandingen af fåre- og gedemælk giver fremragende oste i Sydeuropa. Nu skal det afprøves på Lolland.

Italienerne blander fåre- og gedemælk. Slutresultatet bliver fremragende oste.

Susanne Hovmand er i færd med at opbygge en stor besætning af malkegeder og malkefår.

I første omgang har hun købt 200 af hver, men vil i løbet af de kommende år fordoble antallet, så hun kommer på i alt 800 dyr.

Dyrene går i godsets gamle ombyggede kostalde, som efter en større renovering udvendigt er blevet beklædt med lærketræ.

Mælken skal forarbejdes på eget mejeri, som hun håber kan stå klar til næste sommer, når de ilemmede dyr begynder at give mælk.

Ifølge beregninger vil dyrene kunne give mælk til en årlig produktion på 50 ton ost årligt.

Savner flere kulinariske oplevelser
- Jeg vil gerne være med til at skabe nye spændende produkter, siger Susanne Hovmand, der beklager, at mangfoldigheden i vores fødevareudbud er gået tabt.

- Smagen er blevet mere uniform, og det er en skam. Jeg savner flere kulinariske oplevelser og gerne fødevarer med et lokalt præg.

Henter inspiration fra Sydeuropa
Hun henter inspiration fra Sydeuropa og især Italien, hvor man laver fremragende oste baseret på både gede- og fåremælk, ofte i en blanding med halvt af hver eller andre kombinationer.

I gamle dage husede Knuthenlund en stor besætning af malkekøer, men nu er det geder og får, der leverer mælken.

- Det er den slags smagsoplevelser, vi efterspørger, når vi tager til Sydeuropa og køber lækre oste og baguette. Men når vi så kommer hjem, kan vi få Hatting mini-flütes med Danbo-ost.

- Danbo-osten kan man til gengæld få i ti forskellige indpakninger, men det er præcis det samme produkt, der er indeni. Og jeg ved det, for jeg har selv været i dagligvarebranchen, siger Susanne Hovmand med eftertryk.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: