Kritiske journalister får mundkurv på

MRSA – Journalist Kjeld Hansen er blevet meldt til politiet. Han risikerer at ryge i fængsel for at fortælle om MRSA-inficerede svinebesætninger. Han har i dag pr. telefon fået at vide, at han bliver sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 152 D stykke 2 for uberettiget videregivelse af oplysninger om MRSA-inficerede virksomheder.

Kjeld Hansen og Nils Mulvad må ikke fortælle om MRSA-inficerede svinebrug.

Han risikerer bøde eller fængsel i op til et halvt år. Sigtelsen kommer kun et par uger før, sagen ville falde for to-års-reglen og dermed være forældet.

Politiet har ifølge Kjeld Hansen oplyst, at sagen drejer sig om artiklen “Børn fik bylder og betændte sår”, som blev offentliggjort 21. oktober 2010 på aabenhedstinget.dk. I tilknytning til artiklen optræder et bilag med navnene på en række MRSA-inficerede svinefabrikker.

Også redaktøren af Aabenhedstinget, Nils Mulvad, er sigtet i sagen.

Det er den ledende embedslæge i Syddanmark og kontorchef i Sundhedsstyrelsen, Henrik L. Hansen, der står bag anmeldelsen, oplyser Kjeld Hansen.

Både Nils Muldvad og Kjeld Hansen har har foreløbig nægtet at udtale sig over for politiet.

Ministeren har hemmelig liste

- Det virker ejendommeligt, at Sundhedsstyrelsen bruger så meget energi på at beskytte de inficerede svinefabrikker. Det ville være mere relevant at bruge alle kræfter på at bremse udbredelsen af disse modbydelige stafylokokker, siger Kjeld Hansen til OrganicToday.dk.

- Fødevareministeren ligger inde med en hemmelig liste med flere hundrede virksomheder, og den er så småt begyndt at sive ud til folk i branchen. I øjeblikket behandler ombudsmanden en klage over hemmeligholdelsen af denne liste. Derfor virker det helt malplaceret at politianmelde os for at have offentliggjort 12 fabrikker for to år siden, siger han og fortsætter:

- Alle erfaringer med den slags frygtede epidemier tilsiger maksimal åbenhed for at forebygge stigmatisering af de ansatte på virksomhederne. Tænk bare på HIV-kampagnerne i 1980′erne. Det er forkert at tro, at der kommer noget godt ud af at forfølge folk, der fortæller om disse tilstande, understreger Kjeld Hansen.

Resistente bakterier

Kjeld Hansen og Nils Mulvad har bedt om aktindsigt hos Fødevarestyrelsen for at få et overblik over antallet af landbrugsbedrifter med MRSA-inficerede svinebesætninger.  Anmodningen kom efter, at fødevareminister Mette Gjerskov i et svar i Folketinget havde oplyst om listen men samtidig sagt, at oplysningerne ikke ville blive udleveret.

Ombudsmanden behandler i øjeblikket sagen, efter at Fødevareministeriets Klagecenter har afvist anmodningen om aktindsigt.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: