Krisen åbner nye muligheder
KOMMENTAR – Vi skal producere lokalt, og vi skal flytte beskatningen fra lønindkomst tilforbrug af ressourcer. Midt i krisen er der nye tendenser og muligheder, som åbner for en mere grøn fremtid.
Lønningerne er lave, og det er billigt at flytte produktionen til Kina. Her er syerskerne i gang på en fabrik i Guangdong provinsen i Kina. Foto: Colourbox
Af Knud Anker Iversen, daglig leder af Miljø- og Energicenteret i Høje-Taastrup
Der er nogle tendenser i vores krisefyldte tid, som vi gør klogt i at være opmærksomme på. Der er f.eks. tendensen til at virksomheder, der før flyttede ud til Kina og andre fjernøstlige destinationer søger hjem igen.
Før så de en fordel i masseproduktionen med den billige arbejdskraft. Med kravet om stadig mere individuelt tilpassede løsninger, må de se i øjnene, at der skal en anden form for produktion til. En produktion der understøttes af den teknologiske udvikling med robotter.
Hvorfor skal man masseproducere ting, som måske ikke holder, og som der måske ikke er et marked for, når man kan få en 3D-printer til at lave præcis det, som man har afsætning for?
Den nye teknologi vil kunne udnytte, at vi efterhånden har et vidt forgrenet transformationssystem, herunder et stadig mere udbygget og bredbåndet internet.
Produktion i det land det skal bruges
Tendensen til, at produktion mere og mere vil foregå i det land, hvor produkterne skal bruges, er understøttet af den dagsorden, som præsident Trump står for, hvor man lukker ned for internationale handelsaftaler og barrikaderer sig bag toldmure.
Ikke at international handel vil forsvinde, men der vil være en vigende tendens, således at det enkelte land – ikke kun USA – overvejer muligheden for, at man selv producerer frem for at flytte produktionen.
Den stigende lokale forankring af produktion vil blive understøttet af lokal energiproduktion, idet den vedvarende energi – sol og vind – fortsætter med at falde i pris. I takt med at vi bliver dygtigere til at lagre energien, vil energitabet blive mindre, og vi undgår at skulle sælge til udlandet, når der sker en overproduktion.
Også den producerede strøm er – i kraft af et veludbygget elnet – tilgængeligt overalt. F.eks. til at oplade eldrevne selvkørende biler, der sikrer, at vi fortløbende vil kunne sikre, at der er afsætning for strømmen. De stadig flere elbiler understøtter samme tendens til at binde landet sammen – på samme måde som internettet og elkablerne.
Den lokale produktion vil gå i spænd med tendensen til, at fødevarer i stigende omfang skal fremavles så tæt på forbrugeren som muligt. Der er hos forbrugerne et usvækket ønske om at ville kunne se, hvor maden kommer fra, og at vi således sikrer os at det vi spiser har en passende kvalitet.
Det beroligende lokale
På samme måde ligger der også lokalt understøttende elementer i genbrug og lokal reparation. Hvorfor aflevere kasserede ressource ud af lokalsamfundet, hvis vi kan genvinde, upcycle og direkte genbruge tingene nært på hvor de afleveres?
Der må kunne forventes – i den turbulente og accelererende verden – at være en beroligende tendens i retning af det lokale. Vi behøver ikke atomiseres ud i alle hjørner. Der er lige under overfladen mulighed for at få lagt en bund, der kan knytte os tættere på der, hvor vi bor og til vores lokale samfund.
At der er tale om en konstruktiv tendens under den accelererende overflade understøttes også af, at såvel lokal produktion og håndtering af energi, produkter og fødevarer falder i fin forlængelse af den stadig mere påtrængende klima- og ressourcedagsorden. Vi er nød til at økonomisere med det vi har.
Den globale dagsorden
Samtidig med at vi må gribe de muligheder som den nye teknologi åbner for os lokalt, må vi dog også se i øjnene at den globale dagsorden er der stadig. Stadig flere IT-baserede virksomheder som Google, Apple, Ebay, Facebook osv. vil stadig operere og tjene styrtende med penge, som det bliver svært at sikre beskatning af i de enkelte lande.
Vi må derfor tænke beskatning om, så den i stigende omfang kommer til at basere sig på det, vi kan håndtere, og som ikke smutter for os – fast ejendom og forbrug. Netop beskatningen af produkterne er nok den sikreste måde blot at få lidt andel i de milliarder, som de multinationale ellers løber med, og den faste ejendom løber jo ingen steder.
En beskatning væk fra løn og over til ressourcer understøtter igen den samme klimadagsorden som overalt bør være gældende.
Der er masser af overvejelser, konflikter, hensyn og diskussioner gemt og som skal drøftes og afstemmes, men krisen er der – og den er en velkommen anledning til at overveje, om der ikke – midt i hverdagens tumult – ligger spændende muligheder og venter.
