Kør i elbil i oktober til favørpris

TRANSPORT – Mange tøver fortsat med at købe elbiler. Men det kan delebilsmarkedet være med til at ændre. Det Økologiske Råd og delebilsudbyderen LetsGo lancerer et tilbud om at køre i elbil til nedsat pris i oktober måned.

Det tager kun 20-25 minutter at lade op til 80 procent ved hurtigladerne.

En del bilister er betænkelige ved at sætte sig bag rattet i en elbil, fordi de er usikre på, hvordan den fungerer. Men hvis elbilen skal have en chance i Danmark, er det vigtigt, at så mange som muligt får lejlighed til at opleve køreglæden ved en elbil.

- Folk er rigtig glade for at køre elbil, når først de har prøvet, siger transportmedarbejder Jeppe Juul fra Det Økologiske Råd.

Han mener derfor, at det er oplagt at få elbiler ind i delebilsmarkedet.

- Her har folk mulighed for at få en fornemmelsen af, hvordan det føles at køre i en elbil i et par timer, uden at skulle forholde sig til, om de vil købe den eller ej, siger han.

Kan det få folk til at vælge elbil?
Hos nonprofit delebilsudbyderen LetsGo kan alle medlemmer i oktober måned vælge at køre en tur i en elbil til nedsat pris. I et samarbejdet med Det Økologiske Råd vil de undersøge, om tilbuddet kan få flere til at vælge en elbil.

- Hos en delebilsudbyder har du mulighed for at køre forskellige typer biler, afhængigt af dit behov. Hvis du for eksempel skal til møde et sted i nærheden, har du måske lyst til at afprøve en elbil, mens du muligvis føler dig mere sikker med en benzinbil på vej fra Jylland til København, siger Jeppe Juul.

Kom med til introduktionsaften
LetsGo holder i begyndelsenen af oktober måned også tre instruktionsaftner, hvor medlemmer kan få personlig vejledning i brug af elbilerne. Det fortæller Bjarke Fonnesbech, direktør i LetsGo.

- Vi vil gerne give medlemmerne trygge rammer at afprøve elbiler i. Vi tror på, at så snart, folk får mulighed for at afprøve bilen, så bliver de glade for den. Moderne elbiler accelerer hurtigere end andre biler, og de er lækre at køre i, fordi der ikke er nogen motorlarm. I en elbil kan man høre hinanden i kabinen, og du slipper for bøvl med koblingen, siger han.

Fakta om tilbuddet

  • I oktober fjerner LetsGo km-prisen på deres elbiler, så man kun skal betale for den tid, man bruger bilen.
  • I dagtimerne koster det ca. 20 kroner per time at køre sig en tur. Fra kl. 20 om aftenen er det gratis.
  • 16 procent af LetsGo’s biler kører på el.
  • Initiativet er en del af projektet »Elbiler i fleksible flåder«, der er støttet af Trafikstyrelsen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: