De konservative sætter nu hælene i og siger lige ud, at de vil tvinge Venstre-regeringen til at acceptere målet om at reducere Danmarks udledning af CO2 med 40 procent i 2020.
Derfor fremsætter partiet et beslutningsforslag, der pålægger regeringen præcis dét mål. Der er på forhånd flertal i Folketinget for forslaget, og dermed er der udsigt til, at regeringen kommer i mindretal.
Regeringen meldte i august ud, at den sænker målet om CO2-reduktion til 37 procent, fordi det er for dyrt for samfundet at nå de 40 procent, som den tidligere regering lagde sig fast på.
- Der er ikke noget vigtigere end at sikre, at næste generation og næste generation igen også har en ordentlig jord at leve på. Det at have et ordentligt klima og miljø er ufatteligt vigtigt, siger de konservatives formand, Søren Pape Poulsen til DR Nyheder.
Skaber grønne arbejdspladser
For en måned siden advarede energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) de konservative mod at »lege klimaduks« fordi det ville koste arbejdspladser, hvis ikke klimamålet reduceres.
Men argumentet holder ikke, mener de konservative, som vil alliere sig med rød blok for at tvinge en mere ambitiøs målsætning igennem i Folketinget:
- Det skaber arbejdspladser indenfor den grønne teknologi, og det skaber eksportkroner. Samtidig skaber det et bedre miljø. Det kan godt gå hånd i hånd, og det synes jeg, regeringen skulle arbejde for i stedet for at arbejde imod, siger Søren Pape Poulsen til DR.
Hurra for de konservative
Udmeldingen fra de konservative vækker jubel i Det Økologiske Råd.
- Det er en god dag for klimaet, siger Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd.
- Den nye regerings beslutning om at sænke Danmarks målsætning var det værst tænkelige signal lige op til det vigtige klimatopmøde i Paris i november. Vi skal ikke inspirere andre lande til at sænke deres mål, men tværtimod presse tøvende lande til at hæve deres mål, mener han.
- Regeringen mener, at det vil koste arbejdspladser at holde fast i de 40 procent og gentager manisk, at Danmark ikke skal løbe så langt foran, at de andre taber os af syne.
- Men virkeligheden er, at vi i høj grad lever af den grønne omstilling, og vores naboer Sverige og Tyskland har også mål på 40 procent i 2020. Flere af vores succesrige grønne virksomheder har advaret regeringen mod at slække på ambitionerne, siger Christian Ege.
Landbrug og transport skal bidrage
Klimaminister Lars Chr. Lilleholt fastholder, at han vil nøjes med 37 procent reduktion inden for kraft- og varmesektoren, som allerede indgår i den brede energiaftale fra 2012.
- Dermed giver han et signal om at stoppe alle bestræbelser på at sænke klimagasudslip fra transport og landbrug, som er uden for Energiaftalen. Men hvis vi skal nå det langsigtede mål om at være uafhængige af fossile brændstoffer i 2050 er det helt nødvendigt, at også transporten og landbruget bidrager, mener Det Økologiske Råd.
Hvis man fortsætter bestræbelserne på at få et bedre vandmiljø, så Danmark kan leve op til EU’s vandrammedirektiv, vil det også være med til at sænke landbrugets klimagasudslip.
På samme måde kan man forene en sænkning af transportens CO2-udslip med en forbedring af bymiljø og sænkning af den stærkt sundhedsskadelige luftforurening, mener rådet.
Sikker kurs hos Schlüter og Nyrup i 1980′erne
- Vi kan glæde os over, at Schlüter- og Nyrup-regeringerne i 1980’erne og 90’erne ikke havde foden på bremsen, sådan som vores nuværende regering, siger Tue Damsø, formand for Det Økologiske Råd.
- Hvis de havde krævet, at en grøn satsning ikke måtte koste en eneste arbejdsplads i de indledende faser, så havde vi aldrig fået vores jobeventyr med vind og andre grønne teknologier, siger han.