Venstre-regeringen har i dag bøjet sig for de konservatives krav om tiltag, der kan reducere udledningen af kvælstof. Det meddeler den konservative partiformand Søren Pape Poulsen på twitter.
På TV2 bekræfter miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, at regeringen efter måneders dramatik om landbrugspakken nu er indstillet på at imødekomme de konservative krav.
Han siger til TV2, at han nu har haft god tid til at drøfte med de borgerlige partier, hvad de har af ønsker til pakken.
- Jeg har drøftet det med de grønne organisationer og landbruget. Omkring den 25. april præsenterer jeg så et egentligt udspil. Og jeg kan allerede i dag sige, at de konservative vil blive imødekommet i det udspil, som regeringen præsenterer, med kvælstofreduktion, siger Esben Lunde Larsen til TV2.
Løkke er fortsat tavs
Statsminister Lars Løkke Rasmussen er fortsat tavs om sin rolle i den politiske proces, før landbrugspakken blev lanceret. Har nægter at møde op til et samråd i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg og i dag skriver Berlingske, at han også nægter at svare på spørgsmål om landbrugspakken i Folketingssalen.
Statsministeren var indkaldt til at besvare spørgsmål i Folketingssalen i dag onsdag, men Ritzau kan oplyser, at Løkke i et brev skriver, at han »af principielle grunde ikke finder anledning til at besvare spørgsmål vedrørende regeringsinterne forhold.«