Kongeørne følges for første gang med GPS

NATUR – Tre kuld kongeørne fra Nordjylland får i disse dage sat GPS-sendere på ryggen. Senderne skal afsløre ørneungernes færden, når de forlader reden, og hvordan fuglene benytter det danske landskab.

Siden 1998, da kongeørne for første gang begyndte at yngle i Danmark, har kun tre par etableret sig. Nu vil forskerne finde ud af hvorfor. Foto: Anders Tøttrup

I løbet af de sidste 17 år har 31 unger af kongeørne forladt deres reder i Danmark, men stik imod forventningen, er der ingen tegn på, at bestanden vokser. Kun tre par har etableret sig i Danmark siden 1998.

Den mægtige rovfugl, der med sine udbredte vinger kan måle over to meter, er ellers en fugl, der gerne bliver i samme område hele sit liv, hvis betingelserne er gode.

Nu sætter forskere GPS-sendere på ungerne for at forstå fuglenes bevægelser i landskabet, og hvilke områder de er afhængige af. Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet står bag projektet i samarbejde med Aage V. Jensen Naturfond.

En af vores få store rovfugle
- Kongeørnen er en spændende fugl at have i vores natur, siger lektor Anders Tøttrup fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, som er del af Statens Naturhistoriske Museum.

Den er en af Danmarks få store rovdyr, og den udfylder derfor en vigtig plads i fødekæden.

- Kongeørnen er nu etableret som ynglefugl i Danmark, men som bestand trives den ikke. Vi mangler viden om dens færden for at forstå, om det er mangel på føde, levesteder eller andre faktorer, der forhindrer bestanden i at vokse, siger Anders Tøttrup.

Kun overgået af havørnen
Kongeørnen er Danmarks næststørste fugl, kun overgået af havørnen hvis bestand er gået støt frem siden 1990’erne. Kongeørnen yngler kun på udvalgte lokaliteter i det nordøstlige Jylland, blandt andet i Tofte Skov i Lille Vildmose.

Området er ejet og forvaltet af Aage V. Jensen Naturfond med henblik på at styrke skovens naturværdier, og fonden har givet støtte til ørneprojektet.
Følg med i ørneungernes flyveruter

De flyvefærdige ørne forventes at forlade deres reder i sensommeren, og i løbet af deres første leveår vil de forblive i nærområdet, hvorefter de sandsynligvis vil begynde at sprede sig.

Hvor ungerne så flyver hen, skal GPS-senderne afsløre, og som del af projektet får fugleinteresserede brugere mulighed for at følge med på internettet. Et kort over ørnenes rute vil blive lanceret, når de første resultater er i hus.

Første gang med GPS
- Det er første gang i Danmark, at vi følger kongeørne med GPS. Det vil vi gerne give alle danskere mulighed for at følge med i. Kortet vil derfor vise deres flyveruter, og hvilke områder de befinder sig i, men dog ikke de helt nøjagtige koordinater af hensyn til fuglenes beskyttelse, forklarer Anders Tøttrup.

Kongeørnenes reder er ikke offentlige tilgængelige, men hvis man gerne vil se kongeørne på tæt hold i naturen, er der dog stadig mulighed for det. Lille Vildmosecentret byder på guidede ture ind i Tofte Skov, og nær Høstemark Skov findes et rovfugletårn, hvorfra der er gode chancer for at se fuglene.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: