Kommuner vælger hybridfærge

TRANSPORT – Dieselfærge bliver afløst af ny energivenlig hybridfærge ved Thyborøn-Agger Færgefart. Den er lidt dyrere i indkøb, men billigere i drift.

Thyborøn-Agger Færgefart får en ny hybridfærge, der skal afløse den gamle færge med dieselmotor. Foto: Thyborøn-Agger Færgefart

Valget faldt på en miljøvenlig hybridfærge, da færgeselskabet Thyborøn-Agger Færgefart holdt licitation over byggeriet af en ny færge til afløsning af den 40 år gamle ‘Kanalen’, skriver Nordjyske.

Thyborøn-Agger færgen transporterer hvert år 5.000 lastbiler, 50.000 personbiler og 140.000 passagerer.

Hybridfærgen er lidt dyrere end en almindelig færge, der bruger diesel som brændstof, men til gengæld er den billigere i drift.

Grøn omstilling
Det er Lemvig Kommune, der sammen med nabokommunen Thisted driver Thyborøn-Agger Færgefart, skriver dknyt.dk.

- Det er en robust og fremtidssikret løsning, som løbende kan tilpasses nye teknologier omkring batterier og opladning. Derudover ønsker selskabet også at understøtte de to ejer-kommuners stærke profiler inden for grøn omstilling og bæredygtig energi, siger borgmester Erik Flyvholm (V), der er formand for Thyborøn-Agger Færgefart.

Seks værfter gav tilbud på både en traditionel dieselfærge og en hybridfærge. Hybridfærgen koster 42,3 millioner kroner mod 37,3 millioner kroner for en dieselfærge.

Billigste tilbud på en hybridfærge blev givet af Søby Værft. Den nye færge ventes at blive taget i drift i foråret 2018.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: