Kommuner kan søge grøn superpulje

KLIMA – Kommuner, der ønsker at gå i front i den grønne omstilling, kan nu ansøge om penge fra staten til at komme godt i gang. Seks millioner kroner fra den grønne superpulje er nu i spil.

Den kommunale klimaguide indeholder mange gode eksempler på klimavenlige initiativer i kommunerne.

De danske kommuner har en stor rolle at spille i klimaindsatsen og i omlægningen af hele det danske energisystem. Derfor vil regeringen og Enhedslisten gerne støtte de kommuner, der vil gå forrest og vise, hvordan kommunerne på bedste vis kan reducere CO2 udledningen ved at overgå fra at få deres energi fra fossile brændsler til mere grøn energi og bedre energieffektivitet.

For at støtte op om klimaindsatsen i kommunerne har regeringen via den grønne superpulje fra i sommer aftalt med Enhedslisten, at der er afsat seks millioner kroner i 2013 til etablering af partnerskaber mellem Klima-, Energi- og Bygningsministeriet og to kommuner, der går foran på klimaområdet. Puljen er nu åben for kommunernes ansøgninger.

Kommuner spiller en stor rolle
- Vi står midt i en stor grøn omstilling af det danske energisystem. Her spiller kommunerne en stor rolle, og derfor er det enormt vigtigt, at vi støtter den gode udvikling, vi ser i rigtig mange danske kommuner. Jeg glæder mig til at følge pilotprojekternes udvikling til fordel for vores fælles klima, siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.

Puljen er rettet til de kommuner, der går sammen med private grønne aktører om at analysere mulighederne for grøn omstilling og om at forberede konkrete demonstrationsprojekter.

Det betyder, at kommunerne skal gå sammen med relevante energiselskaber, private virksomheder eller videninstitutioner for at kunne få tildelt penge fra staten.

Fokus på de langsigtede perspektiver
- Med projekter som disse får vi langt mere fokus på de langsigtede perspektiver, hvilket vil styrke arbejdet med den samlede grønne omstilling af det danske samfund. Projekterne skal ses som et lille, men vigtigt strategisk skridt i retning mod fremtidens Energi-Danmark, siger Enhedslistens klima- og energiordfører Per Clausen.

En såkaldt ‘ø-kommune’ og en såkaldt ‘almindelig kommune’ får tildelt penge fra puljen. I begge kommuner vil der blive gennemført ét pilotprojekt. En ‘ø-kommune’ har begrænset energiudveksling med nabokommunerne, mens en ”almindelig kommunes” energiforsyning i højere grad er integreret med nabokommunernes forsyning.

Midlerne tildeles via en ansøgning til Energistyrelsen, der har åbent for ansøgninger indtil mandag d. 25. november 2013.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: