Den kommunale bilpark skal ikke stå og samle støv efter fyraften. Bilerne skal stå til rådighed for borgerne i det tidsrum, hvor kommunens medarbejdere ikke bruger dem. Sådan lyder det fra næsten halvdelen af de kommunalpolitikere, som har svaret på et rundspørge foretaget af Det Økologiske Råd om, hvorvidt de vil dele deres biler med borgene.
- Det er en overraskende positiv melding, som kan være med til at styrke mobiliteten, økonomien og miljøet i kommunerne, og som også kan bidrage til at mindske klimabelastningen – især hvis der også bruges elbiler, siger Jeppe Juul, transportmedarbejder i Det Økologiske Råd.
Alle medlemmer af landets kommunalbestyrelser er blevet spurgt i undersøgelsen, og 19 pct. svarede. Af dem sagde 46 pct., at de gerne så en del af kommunens bilflåde omdannet til delebiler. Det er der grund til at glæde sig over, mener Jeppe Juul.
- Delebiler udgør et miljøvenligt alternativ til at have egen bil. Skifter man privatejede biler ud med delebiler, så bruger man kun bilen, når det er virkelig nødvendigt. Det er til stor fordel for miljø og klima, siger han.
I Hedensted Kommune er en delebilordning mellem kommune og borgere allerede en realitet. Hvis ordningen bliver udbredt til flere kommuner, kan det betyde et gennembrud for delebiler, siger direktør i non-profit delebilordningen LetsGo, som administrerer ordningen i Hedensted og har delebiler flere steder i landet.
- Konceptet er allerede veletableret i de større byer, og hvis det bliver prioriteret politisk, kan vi have delebiler i hele landet inden for ganske få år. Vi er meget begejstrede for den opbakning til delebilstanken, der afspejles i rundspørgen, og vi håber, at politikerne vil føre den gode vilje ud i livet, siger Bjarke Fonnesbech, direktør for LetsGo.
Den politiske velvilje kan være et tegn på en spirende interesse for dele-ordninger i det offentlige, mener Søren Have, chefkonsulent og trafikekspert i PA Consulting, som rådgiver offentlige og private virksomheder i spørgsmål om blandt andet trafik, energi og logistik.
- Den åbenhed over for deleøkonomiske tiltag og nytænkning i det offentlige kan måske skabe basis for, at ordninger som denne kan brede sig. Det skyldes nok, at der har været en del mediebevågenhed og hype om deleøkonomi, så folk ved, hvad det er, og kan se, at det virker. Som jeg ser det er det nærliggende, at det vil brede sig, fordi kommunerne kan slå to fluer med et smæk. De sikrer sig, at deres biler bliver udnyttet optimalt, samtidig med at de kan tilbyde borgerne bedre mobilitet. siger trafikekspert Søren Have.