Køer skal hjælpe sjælden strandtudse

NATUR – Ny miniguide skal inspirere kommuner, lodsejere og naturforvaltere til at passe bedre på strandtudsen, som er en af landets mest sjældne padder.

Strandtudsens levesteder gror til med højt græs. Ofte fordi der mangler køer til at afgræsse strandengene. Foto: Colourbox

Stop dræningen, luk køerne ud på strandengen, og lad sandet fyge med vinden. Sådan lyder nogle af de gode råd i en ny folder, der beskriver, hvordan man kan pleje naturen til gavn for den sjældne strandtudse. Strandtudsen har i årevis været på hastigt tilbagetog i kystlandskabet.

Jammerbugt Kommune og Naturstyrelsen står bag udgivelsen, hvor man læse om strandtudsens biologi, truslerne mod den, og hvordan man bedst muligt kan beskytte dens levesteder. Folderen indeholder også en vejledning til, hvordan man kan grave nye, skræddersyede vandhuller til strandtudsen.

Levesteder gror til
-En af de største trusler mod strandtudsen er, at dens levesteder gror til med højt græs. Ofte fordi der mangler køer til at afgræsse strandengene. Og sandflugten bremses ofte så effektivt, at der ikke opstår nye vandhuller i klitlavningerne. Håbet er, at folderen kan hjælpe til at strandtudsen igen kommer i fremgang, siger biolog Michael Borch Grell fra Naturstyrelsen.

En af de billigste måder at skabe levesteder til strandtudser i klitheden er at opfylde eller spærre gamle grøfter. Det kan genskabe det lave, lune sjapvand, strandtudsen er afhængig af.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: