København får international pris for klimaplan

KØBENHAVN – Københavns Kommune modtog i torsdags verdens største designpris, Index Award. Prisen uddeles hvert år til fem forskellige projekter, der på den ene eller anden måde forbedrer folks liv.

Byen København modtog prisen for sin klimaplan, som både skal sikre hovedstaden mod stadigt voldsommere vejrforhold og gøre byen til verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025, skriver Information.

Københavns Kommune vandt i kategorien Community. Ifølge overborgmester Frank Jensen (S) er den slags hæder med til at profilere København i resten af verden.

En front-runner by
- Hver gang vi får de her internationale anerkendelser af København, så skaber det opmærksomhed ude hos beslutningstagere i udlandet. Så vi ser de her priser som et led i at skabe kontakt og forbindelse ud til nye beslutningstagere, investorer og virksomheder, som er interesserede i at knytte an til København. Vi er jo blevet sådan en front runner-by, som rigtig mange kigger mod, siger overborgmesteren til avisen.

Ud over at holde regnvandet ude af københavnernes kældre, håber Frank Jensen således, at klimaplanen kan være med til at skabe øget beskæftigelse, især i den voksende clean tech-sektor, som arbejder med grøn teknologi.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: