Kobber er et overset problem i landbruget

Mystiske dødsfald blandt rådyr på Fyn og Sjælland kan skyldes kobberforgiftning. Men myndighederne ønsker ikke at undersøge sammenhængen.

KOMMENTAR – Landbrugets forurening med kobber er et stort problem. Undersøgelser tyder på, at mennesker med for højt indhold af kobber i kroppen lettere udvikler neurologiske sygdomme som parkinson og alzheimer.

Der er stor bevågenhed omkring den danske konventionelle svineindustri. Senest har DR-TV sat fokus på de dyreetiske problemer i de danske svinestalde.

Men en masse andre problemer med de danske svinefabrikker formelig vælter ud af skabene: Smittefarlige bakterier i husdyrgødning (gylle), luftforurening, udsivende stoffer fra landbruget til vandmiljøet, forringet plante- og dyrediversitet i naturen, et økonomisk kollaps i landbruget, økonomisk ruin for naboer til svinefabrikker.

Oven i dette også økonomisk svig med landdistriktsmidler.

Kobber mod diarré
Forurening med kobber forbrugt i landbruget er et meget overset problem.

I dansk svineindustri bruger man årligt 500-600 tons kobber i foderblandinger. Dette angiveligt for at modvirke diarré hos smågrise.

Dette kobber ender med husdyrgødningen ude på vores marker. Da et tungmetal som kobber kun nedbrydes meget langsomt, ophobes det i større og større grad på markerne og i vores natur.

Da svineindustrien producerer flere og flere smågrise til opfedning i udlandet (Tyskland), er tendensen med større mængder kobber i svinefoder tiltagende.

Ikke bare tilsættes kobber i foderet – det bruges også i gødningsstoffer (NPK) forbrugt på markerne. Ingen kender det samlede (kumulative) og nøjagtige forbrug af kobber i landbruget, men det er absolut et problem, som er værd at undersøge.

Mystiske dødsfald blandt rådyr
En indikation på kobbers skadelige virkning på levende væsener finder man i nogle mystiske dødsfald blandt rådyr på Fyn og Sjælland. Man har længe vidst, at kobber er giftigt for klovbærende dyr, men har hidtil ikke kunnet bevise, at rådyrdød skulle have noget med kobberforbruget i landbruget at gøre.

Derfor er det højst mærkværdigt, at Dansk Jægerforbund og Vildtforvaltningsrådet – og dermed Naturstyrelsen – ikke ønsker en tilbundsgående undersøgelse af en eventuel sammenhæng mellem et stort kobberforbrug og rådyrdød. Man får uvilkårligt den tanke, at forbindelsen mellem jægere og landmænd er så tæt, at man IKKE ønsker at rode op i sagen. Ingen jagt uden tilladelse fra lodsejeren eller bonden.

Hvis kobber påvirker både tamme og vilde dyr, hvordan påvirker det så mennesker? Flere undersøgelser peger på, at mennesker med forhøjet kobber i kroppen lettere udvikler neurologiske sygdomme – f.eks. parkinson eller alzheimer. Derfor er det bydende nødvendigt at få undersøgt sammenhængen mellem kobberforbruget i landbruget og sygdomme hos både mennesker og dyr.

Pandoras æske er åbnet – lad os nu se alle ligene fra svineindustrien i et klart lys.

Holger Øster Mortensen er psykiatrimedarbejder og skriver jævnligt på OrganicToday.dk

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: