Klimavenligt at fyre med træpiller

KLIMA – Fyring med træpiller på kraftværker kan ske med respekt for Jordens klima, viser ny forskning fra Holland. Det giver altså god mening at omstille kraftværker fra kul- til biomassefyring.

Det er klimavenligt at fyre med træpiller, viser forskning fra Holland. /Foto: Colourbox

I de fleste officielle beregningsmodeller går man ud fra, at man fælder et enkelt træ, og at der går omtrent 100 år før et nyt træ har vokset sig til samme CO2-optag, som det træ, man har fældet og har tænkt sig at brænde.

De hollandske forskere tager i deres beregninger udgangspunkt i den type skov, der oftest leverer input til træpiller. Det er skovdrift, der i forvejen leverer tømmer og andre træprodukter til forskellige industrier, og som hele tiden bliver genplantet. Når man ser på hele skovsystemer i stedet for bare det enkelte træ, er tilbagebetalingstiden på CO2-gælden kun et par år.

CO2-gælden inddrevet på et par år
- I dag diskuterer man ikke, om træ er CO2-neutralt, men i stedet om hvor lang tid, der går, før man har inddrevet CO2-gælden. Den meste forskning i dag bygger på, at man fælder hele skove og bruger det til energi. Men det er ikke tilfældet. Man bruger affaldstræ fra veldrevne skovdrifter. Når man bruger modellerne til at betragte hele skovsystemer under aktiv drift i stedet for at se på enkeltstående træer, er CO2-gælden inddrevet på et par år, siger professor Andre Faaij fra Utrecht Universitet i et interview med Nyhedsbladet Dansk Energi.

Professoren påpeger, at Sverige over tre årtier har øget brugen af træ samtidig med, at den samlede mængde skov er øget.

- Det er et levende bevis på, at man kan udvide brugen af træ uden at reducere mængden af skov ved at have en stabil politik for skovdrift. Det er det, vi skal have: Sofistikeret, langsigtet politik – altså stringente standarder og kriterier for certificering af skovdrift, siger Andre Faaij.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: