Voldsomme oversvømmelser har drænet forsikringsselskaberne for penge, men de sender nu regningen videre. Mange husejere har fået sig en slem forskrækkelse, efter at de har set, hvor meget de skal betale i forsikring. I nogle områder er priserne steget med over 100 procent. Især folk med kældre er blevet ramt på pengepungen.
Defor vil miljøministeren forsøge at sætte forsikringspræmierne ned, hvis boligejerne selv sikrer deres huse mod fremtidige oversvømmelser. Hun henviser til, at man også kan få rabat, hvis man sikrer sit hus bedre mod indbrudstyve.
Oversvømmelserne i 2011 kostede 6,2 milliarder
- Du kan få rabat på din indboforsikring, hvis du sætter en tyverialarm op. Derfor bør der være en rabat at hente, hvis man for eksempel installerer et højvandslukke for at undgå oversvømmelse i kælderen, siger Ida Auken.
Det er skaderne efter det voldsomme skybrud 2. juli 2011 samt oversvømmelser i juli og august, der sender forsikringspræmierne i vejret. Selskaberne har opgjort de samlede skader til 6,2 milliarder kroner.
Omfangsdræn eller pumpebrønd
Det beløb kunne imidlertid have været betydeligt lavere, hvis flere husejere havde klimasikret deres boliger ved at lave en pumpebrønd, et højvandslukke eller et omfangsdræn, mener ministeren
- Jeg forstår selvfølgelig godt, at det koster forsikringsselskaberne, at vi får mere ekstremt vejr. Men det er en samfundsopgave at klimasikre, så derfor bør forsikringsselskaberne også tage deres ansvar på sig og sænke priserne i områder, hvor husejere og kommuner rent faktisk forsøger at gøre noget ved problemet, siger Ida Auken.
Miljøminister Ida Auken vil have forsikringsselskaberne til at sænke priserne på forsikringspræmierne, hvis boligejerne klimasikrer deres huse.