Klimamødet i Paris skal være et fredsmøde

KOMMENTAR – Tænk over sammenhængen mellem terror, olie, flygtningestrøm og de globale klimaforandringer, opfordrer Knud Anker Iversen i denne kommentar.

Klimatopmødet i Paris skal være en fredelig manifestation af vilje til at sætte ind mod de globale klimaforandringer.

For tiden kendes Paris som stedet hvor terrorister sætter byen i brand og skræmmer. Fra den 30. november skal Paris kendes som byen, hvor der skal drøftes løsning af klodens klimaproblemer.

Er det ikke for meget. Er vi ikke nød til at fokusere på at få jaget terroristerne og så vente med klimaet? Nej tværtimod. Vi skal stadig jage terroristerne, men vi må ikke miste fokus.

Klimatopmødet skal ses som et bevis på, at klodens mangfoldige trosretninger og forskellige lande kan stå sammen om et projekt, der berører os alle. Klimatopmødet bør vi se på som et fredsmøde hvor vi – under demokratiske rammer – samles om klodens overlevelse.

Kontrollen med olie
Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Mellemøsten, der er arnested for rigtig mange konflikter, også er stedet, hvor vi henter hovedparten af vores olie, og at netop kontrollen med olien er en betydende årsag til strid. En ikke uvæsentlig kilde til Islamisk Stats økonomi er netop salg af olie fra deres besatte områder.

På Topmødet i Paris vil spørgsmålet om de mange subsidier, der i en række lande, som for eksempel Saudi Arabien ydes til olieindustrien, være et diskussionsmål. Verden yder fire gange så mange subsidier til olie og kul, som vi betaler til sol og vind. Et forhold som de færreste i dag kan argumentere for.

Konsekvenserne af klimaforandringerne
Vi begynder for alvor at kunne mærke konsekvenserne af de klimaforandringer, som 97 procent af videnskaben kobler sammen med menneskenes overforbrug af fossil energi. For eksempel er der områder i Afrika og Mellemøsten, hvor temperaturen visse dage er på 60-70 grader og hvor det således vil være umuligt at arbejde.

Folk vil i stigende grad søge væk fra ulidelige temperaturforhold og søge mod nord, hvor det trods alt er til at holde ud at være. Sagkyndige advarer nu om, at de overvældende flygtningestrømme, vi ser nu, er de rene søndagsudflugter i forhold til de kæmpe masser af folk, der fremover vil søge væk, udelukkende fordi klimaet gør en tilværelse umulig, hvor man er.

Topmødet bliver en prøvesten
Klimatopmødet vil være en prøvesten for verdenssamfundets evne til at se udfordringerne i øjnene og agere på dem. Hvor meget bedre er vi i 2015, end vi var i 2009 i København til at stå sammen og forebygge katastroferne? Det er det store spørgsmål.

Heldigvis tyder meget på, at mange lande er meget bedre forberedte. 145 lande har meddelt, hvordan de vil begrænse deres CO2-udslip.

Der er i Kina og USA en langt større forståelse for, at der skal gøres noget. Erhvervslivet har i langt større omfang taget klimadagsordenen på sig. En række pensionskasser har trukket deres investeringer ud af fossil industri osv. Alligevel er der rigtig mange forhold, der skal afklares.

Helt afgørende er forståelsen for, at den tredje verden – ikke mindst det afrikanske kontinent – får en hånd i ryggen. Vigtigt er det, at de – samtidig med at de oplever en velstandsstigning, der gør det attraktivt at blive – kommer i gang med investeringer i vedvarende energi og større forsyning af egne fødevarer.

Terror må ikke sætte dagsordenen
Der vil – også efter topmødet i Paris – være terrorister, der har deres helt egen dagsorden med frygt og rådvildhed som ønskede effekter.

De skal ikke have lov til at sætte nogen som helst dagsorden. Topmødet skal sætte dagsordenen, og det skal være fred og vilje til at sikre en bedre jordklode. En bedre liv hvor de, der kunne føle sig desillusionerede, får en tro på at der er noget større og stærkere, man kan tilslutte sig.

Nemlig en vej til fredeligt at hjælpe vores fælles klode igennem den værste krise, vi endnu har kendt. Der er også i Danmark – dagen før topmødestart – en række fredelige demonstrationer, der skal bakke op omkring forhandlerne i Paris.

Knud Anker Iversen er daglig leder af Miljø- og EnergiCentret i Høje-Tåstrup og kommenterer jævnligt grønne emner på OrganicToday.dk.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: