Klimaminister hemmeligholder samtale med Lomborg

KLIMA – Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt holder fortrolige møder med den kontroversielle klimadebattør Bjørn Lomborg. Men ministeren nægter at udlevere indhold og resultat af telefon-møde til pressen.

Lars Chr. Lilleholt nægter at røbe indholdet af en samtale, han i august havde med Bjørn Lomborg..

Klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) havde 20. august et 15 minutter langt telefonmøde med den kontroversielle klimadebattør Bjørn Lomborg. Men indholdet og resultatet af mødet forbliver hemmeligt.

Det står dog klart, at dagsordenen for mødet – efter ønske fra Bjørn Lomborg – blandt andet var mulighederne for om Lomborg og hans Copenhagen Consensus Center kunne komme på finansloven for 2016.

Det fremgår af akter, som WWF Verdensnaturfonden har fået aktindsigt i hos ministeriet. WWF har opfølgende bedt om aktindsigt i et notat om selve telefonmødet og andre akter, der belyser indholdet og mulige resultater af telefonmødet.

Ministeriet: Udleveres ikke
Men ministeriet ønsker ikke at udlevere hverken notat om telefonmødet eller andre akter, der belyser mulige resultater af telefonmødet.

Ministeriet bekræfter at være i besiddelse af to akter, der vedrører telefonmødet mellem Bjørn Lomborg og klimaminister Lars Chr. Lilleholt. Men ministeriet afslår at udlevere de pågældende dokumenter.

Ministeriet begrunder blandt andet sit afslag med, at der er tale om ’interne arbejdsdokumenter’, og at der er tale om dokumenter, som er udarbejdet som led i betjening af ministeren.

Embedsmænd må ikke lytte med
Af de akter, som WWF har fået aktindsigt i fremgår det, at Bjørn Lomborg beder om, at dagsordenen for telefonmødet bliver, hvordan Lomborg ’can help make a better climate debate and also about the financial law for 2016’. Det fremgår af akterne, at Lomborgs ønske efterkommes af klimaminister Lilleholt.

Det fremgår tillige af akterne, at det er meget afgørende for Bjørn Lomborg, at de første fire-fem minutter af telefonmødet bliver mellem Lomborg og klimaminister Lilleholt alene – altså uden at embedsmænd lytter med. Også dette ønskes får Lomborg opfyldt.

Klimaminister Lars Christian Lilleholt har tidligere udtrykt interesse for at støtte Bjørn Lomborg finansielt over finansloven. Det ønske er der dog ikke flertal for i Folketinget.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: