Klimakampen er også en kamp for ligestilling
KOMMENTAR – Barriererne for en bæredygtig grøn omstilling er ikke fysiske, biologiske, kemiske, teknologiske eller økonomiske. De er sociale og politiske. Derfor skal vi finde modet til at tænke radikalt anderledes.
Kvinderne i udviklingslandene bliver hårdt ramt af klimaforandringerne. Her er det kvinder, der arbejder i en mark i Mekong-området i Kina. Foto: Ulla Skovsbøl
Af Christian Poll, klima- og ligestillingsordfører, Alternativet
Denne uge er jeg – udover at være blandt andet klima- og miljøordfører – også ligestillingsordfører. Det er jeg fordi, vi i Alternativet mener, at ligestilling og mangfoldighed er tværgående og derfor bør være perspektiver, vi hele tiden forpligter os på i alle vores respektive ordførerskaber som folkevalgte politikere.
Debatten om ligestilling er gået i stå. Og det er klart, for den er fastlåst og unuanceret. Den kommer for hurtigt til kun at handle om kønskvoter eller ej, selvom det kun er en lille del af et meget større problem.
Lovgivningsmæssigt er vi, med få uheldige undtagelser, ligestillede i Danmark. Nogle mener, der er nok lovgivning. Andre mener, at der skal lovgives mere. Men hvis vi skal gøre op med det største ligestillingsproblem, skal vi ud over det, vi normalt adresserer med lovgivning.
Det største ligestillingsproblem er de sociale og kulturelle skævheder i samfundet, vi ikke ser – herhjemme og ude i verden. De er så indgroede i vores kultur, at de er blevet usynlige. Det er de skævheder, vi skal tage fat på, hvis vi alle skal have lige muligheder og ligeværd.
Fossile tilskud skævvrider markedet
Ligestilling handler i mit daglige virke i folketingsarbejdet ofte om diskrimination mellem forskellige energiformer. Inden for energisektoren mangler vi ligestilling i den forstand, at vi i dag ikke har lige konkurrencevilkår på markedet for alle energiformer.
I dag forholder det jo sig desværre sådan, at fossile subsidier skævvrider det frie marked og koster dyrt på den sociale, økonomiske og miljømæssige bundlinje. Når vi i dag i Danmark ikke prissætter den samfundsøkonomiske ekstraomkostning ved fossile brændsler skævvrider vi markedet og får svært ved for alvor at sætte fart under den grønne omstilling.
Så vi mangler altså ligestilling på energiområdet i Danmark. Men hvis man lige løfter blikket er der en direkte kobling mellem klima og ligestilling også i mere ”traditionel” forstand.
Naturkatastrofer rammer den fattige del af verden
Størstedelen af naturkatastroferne og vejrforandringerne rammer den fattige del af verdenen. 94 procent af verdens naturkatastrofer mellem 1990-1998 fandt sted i udviklingslandene. Den vigtigste ernæringsvej i udviklingslandene er landbrug, og netop landbruget vil blive ramt hårdt, når tørke og oversvømmelser for alvor sætter ind, hvis vi ikke lynhurtigt får mobiliseret det globale samfund til at handle resolut.
Ifølge FN’s klimapanel er udviklingslandene de mest sårbare over for klimaforandringerne. Og generelt er kvinder mere udsatte end mænd, når de mere ekstreme vejrforhold sætter ind.
Eksempelvis blev kvinder langt hårdere ramt af den amerikanske orkan, Katrina, med de efterfølgende stigende omkostninger for energi, transport, sundhed og fødevarer, da de – særligt enlige mødre – ofte ikke er lige så økonomisk velstillede som mænd.
Flest ofre blandt kvinder
Ved den asiatiske tsunami i 2004 var 70-80 procent af ofrene kvinder. Under cyklonen i 1991 i Bangladesh var 90 procent af ofrene kvinder, og under hedebølgen i Europa 2003 døde også flere kvinder end mænd.
Kvinders primære arbejdsopgaver ligger i mange udviklingslande i hjemmet og i landbruget. Derfor vil deres arbejdsbyrde stige i takt med, at vejret forandrer sig, da men skal bevæge sig længere for at hente afgrøder, når floderne udtørrer og man skal bruge en dag på et hente drikkevand og brænde osv.
Når der bliver mindre tid til opgaverne, vil kvinderne typisk holde deres døtre hjemme fra skole for at få løst de huslige opgaver.
Kvinder bidrager mindre til klimakrisen
Herhjemme bidrager kvinder i mindre grad til klimaforandringerne end mænd. For eksempel spiser mænd gennemsnitligt 139 gram kød om dagen, hvor kvinder kun spiser 81 gram.
Mænd og kvinder påvirker altså klimaet forskelligt, fordi de har forskellig adfærd i deres hverdag. Kvinder fokuserer mere på livsstilsændringer og sociale forandringer i relation til at nedbringe deres klimaaftryk – især i forhold til at forbruge mere bæredygtigt og generelt fremme et mere energibesparende og grønnere forbrug.
Kvinder har også mindre tiltro end mænd til at tekniske ’quick-fixes’ kan løse problemerne.
Hvorfor forholder det sig sådan? Er det vores forståelse af henholdsvis maskulinitet og femininitet vi skal arbejde med – også i et miljømæssigt bæredygtigheds-perspektiv?
Mænd og kvinder rammes forskelligt af klimaforandringer
Da klimaforandringer ikke udelukkende har økonomiske og fysiske konsekvenser, men også sociale og kulturelle, rammes mænd og kvinder forskelligt af dem. Da klimaforandringerne kræver, at den grønne omstilling for alvor bliver præmissen, vi måler alt op imod – politik, forretning, velfærd og hverdag – spiller alle køn, alle discipliner, alle optikker og perspektiver en central rolle i at løse udfordringerne.
Vi skal revolutionere hverdagslivet og udvikle nye former for nydelse, der ikke er bundet op på materielt forbrug og skubbe på den kulturændring, der allerede nu finder sted, hvor flere og flere i deres adfærd skifter over en til en mere bæredygtig livsstil. Det er en opgave for os alle og et fælles ansvar. Og det er en opgave, der kun kan løses ved en strukturel forandring.
Ligestillingen i klimakampen handler også niveauer – aktivisme og parlamentarisme – individ og magtbaser.
Skal vi løse krisen udenomsparlamentarisk? Er det civilsamfundet, der skal i gang? Eller er det politikernes ansvar? Denne modsætning bliver ofte sat op i debatten.
De små hop batter
Når Alternativet foreslår, at vi spiser mere bæredygtigt, bliver det kritiseret som ”små hop der ikke batter en dyt”. Men det batter. Sammen med grundlæggende strukturelle ændringer. For mig at se skal alle niveauer i spil, hvis vi skal lykkes med så omfattende en omstillingsopgave vi står over for.
At se verden i en ligestillingsoptik er en måde, hvorpå vi kan blive bedre til at stille spørgsmål ved det, som er i forvejen. Det er en måde at se kritisk på vores egne og fælles handlinger og konsekvenserne heraf.
Vi har brug for dette kritiske blik i klimakrisens tidsalder, hvor vi skal turde gå nye veje uden at vide hvor vi ender, hvor vi skal indgå i nye typer af fællesskaber og hvor vi skal løse udfordringer, der er større, end noget vi nogensinde har stået overfor før.
Løft blikket for at se nye horisonter
Man cannot discover new oceans unless he has the courage to lose sight of the shore. På den måde er det kritiske perspektiv på de usynlige regler for adfærd, der styrer vores handlinger, en indgang til den strukturelle forandring, som skal til for at skabe en bæredygtig fremtid.
Barriererne for en bæredygtig omstilling er ikke fysiske, biologiske, kemiske, teknologiske eller økonomiske. De er sociale og politiske. Derfor skal de overkommes ved – blandt andet – en kognitiv revolution, hvor vi finder modet til at tænke radikalt anderledes.
Hvor vi nedbryder de strukturelle barrierer mellem ’os og dem’, mellem ’individ og struktur’, mellem natur og samfund og mellem nutiden og fremtidens generationer. Ligestilling er en indgang til den strukturelle forandring, der skal ligge til grund for en vej ud af klimakrisen. På den måde er klimakampen også en ligestillingskamp og omvendt.
