Klimadebatten skal tilbage på sporet
FN´s generalsekretær til højre med blå kasket gik med i historiens hidtil største klimademonstration 21. september i New York. Foto: FN/ Mark Garten
KRONIK – BBC besluttede for nylig, at deres journalister ikke skal fungere som mikrofonholdere for meningsdannere, der benægter de mest basale indsigter fra klimaforskningen. Her er ni gode råd til, hvordan vi kickstarter den nødvendige klimadebat, skriver Peter Bjerregaard. Han er klimaredaktør ved nyhedsmagasinet Ræson.
Når FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, i dag åbner dørene for regeringsledere og ledere inden for erhvervslivet og civilsamfundet i New York, sker det for at sætte et fornyet fokus på de meget reelle konsekvenser, som klimaændringerne allerede har for folk rundt om på planeten.
På mødet vil regeringsledere og virksomhedsledere præsentere deres bud på klimaløsninger, men som Ban Ki-moon allerede forud for topmødet har gjort klart, handler det ikke kun om at sætte fokus på klimavenlige løsninger.
Mødet handler først og fremmest om at starte en global samtale om klimaudfordringerne og om, hvordan vi ændrer den kurs, vi i dag befinder os på.
En kurs, som vil medføre temperaturstigninger på langt over de 2 grader, som verdens regeringer har sat som øvre grænse for at undgå de værste klimaforandringer.
Håbet er, at samtale fremmer forståelsen. Men samtale gør det ikke alene. Det er derimod kvaliteten af samtalen og argumenternes styrke, der afgør, om samtalen rent faktisk fremmer forståelsen.
For at genstarte den danske klimadebat, som længe har ligget brak, og udbedre nogle af de aspekter ved debatten, som halter bag idealerne omkring en oplyst samtale, er her 9 principper, der vil højne kvaliteten og sagligheden i den offentlige debat:
1. Beslutninger bør træffes på grundlag af den bedst tilgængelige viden
Uanset hvilken politisk overbevisning man måtte have, bør man kunne tilslutte sig, at beslutninger bør tage udgangspunkt i det bedst tilgængelige vidensgrundlag, og at man bør være i stand til at ændre holdning, hvis ny forskning kræver det. Ingen kan være tjent med argumentresistens i den offentlige debat.
2. Overdreven forsigtighed kan ikke retfærdiggøre uansvarlighed
Vi opfatter normalt begrebet ’sandhed’ som noget faktuelt urokkeligt. Men ’sandhed’ er i videnskabernes verden et spørgsmål om sandsynlighed – i modsætning til vores almindelige dagligdag eller i mediernes verden.
Når klimaforskere eksempelvis bedømmer gyldigheden af videnskabelige udsagn, tager de udgangspunkt i graden af sandsynlighed; altså om det eksempelvis er ’meget usandsynligt’, ’sandsynligt’ eller ’ekstremt sandsynligt’.
Årsagen er, at der simpelthen ikke findes endegyldige videnskabelige sandheder, men derimod udsagn, der kan være mere eller mindre sandsynlige.
Eksempelvis er der en overvældende mængde data, der tyder på, at det er så godt som sikkert, at varm luft stiger op, tyngdekraften trækker ting til sig, og at drivhusgasser skaber drivhuseffekten.
Omvendt er det ekstremt usandsynligt, at vores udledning af drivhusgasser ikke har spillet en central rolle for den opvarmning, der er observeret i oceanerne og atmosfæren de seneste 50 år.
Af samme grund vil forskere også altid udtale sig med en større grad af forsigtighed, end vi normalt gør i vores hverdag. Men at bruge dette videnskabelige grundvilkår til at afvise etablerede videnskabelige indsigter er direkte usagligt.
Når FN’s Klimapanel konkluderer, at der er over 95 procents sandsynlighed for, at klimaændringerne er forårsaget af menneskelig aktivitet, kan man ikke blot hæfte sig ved de 5 procent som argument for ikke at tage konklusionerne alvorligt.
På samme måde hvis 49 læger fortæller dig, at dit barn har lungebetændelse, og 1 læge mener, at det blot er en lille forkølelse – her er det vel også de færreste, som mener, at det ansvarlige er ikke at forholde sig til advarslerne.
3. Balance i mediernes formidling
BBC besluttede for nylig, at deres journalister ikke skal fungere som mikrofonholdere for meningsdannere, der benægter de mest basale indsigter fra klimaforskningen.
Efter en intern undersøgelse fandt BBC frem til, at deres dækning af klimaområdet hidtil har skabt en falsk opfattelse af, at der var uenighed blandt klimaforskere om, hvorvidt mennesker er skyld i temperaturstigningerne, og om der overhovedet har været temperaturstigninger.
Den uenighed findes nemlig ikke i nævneværdig grad. BBC’s konklusion var, at god journalistik ikke kun er et spørgsmål om at finde et synspunkt og afbalancere det med det modsatte, men derimod at afspejle de videnskabelige diskussioner så nøjagtigt og repræsentativt, som de findes i de akademiske miljøer.
Af samme grund har flere amerikanske medier også valgt ikke at bringe læserbreve, der påstår, at menneskelig aktivitet ikke forårsager global opvarmning.
Begrundelsen er ganske enkelt, at det er faktuelt forkert, og den slags påstande vildleder offentligheden mere, end de oplyser. Det ville styrke den danske klimadebat, hvis dette princip blev mere udbredt.
Det betyder ikke, at medierne ikke skal stille de kritiske spørgsmål, men blot, at der skal være en balance, så læserne, lytterne og seerne bliver klogere i stedet for forvirrede.
4. Den private ejendomsret bør respekteres
Det er et almindeligt anerkendt princip, at forureneren betaler, når han påfører andre en skade eller en omkostning. Men i klimasammenhæng efterleves dette princip sjældent.
Når kulkraftværker, fly eller lastbiler forurener miljøet og forværrer folks sundhed, gør de det sjældent med folks accept.
På samme måde som man betaler erstatning, når man ødelægger folks ejendom, burde man også betale for at forværre folks sundhed og samtidig ødelægge vores fælles naturværdier og destabilisere det stabile klima, hvori vores civilisation trods alt har udviklet sig.
Alt for ofte afspores debatten, fordi dette princip overses. Som resultat betragtes forurenende virksomheder i højere grad som ofre for regulering frem for forurenere, som ret beset pålægger både nuværende og fremtidige borgere omkostninger.
Omkostninger, som borgerne vel at mærke ikke har bedt om. Når dette princip overføres til en international sammenhæng, betyder det, at rige lande, som har udledt tonsvis af CO2 de seneste 150 år, bærer et større ansvar i kampen for en renere økonomi end udviklingslandene.
Det klimapolitiske princip, som verdens regeringer, inklusive den danske, er enige om, er, at vi har et ’fælles, men differentieret ansvar’.
Helt konkret betyder det, at vi både har et historisk ansvar for tidligere tiders udledninger, men det betyder også, at vi har et større ansvar end udviklingslande qua vores højere velstand, som gør det nemmere for os at reducere vores CO2-udledning.
Ræsonnementet, som vi alt for ofte glemmer i debatten, er, at forureneren bør betale, og at den, der har evnen, har pligten.
5. Energipriserne er kunstigt lave
Ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) støtter vi årligt på globalt plan fossile energikilder med ca. 11.000 milliarder kroner.
Godt 2.000 milliarder bliver givet i direkte støtte, hvilket rundt regnet er seks gange mere, end vi støtter vedvarende energi med, og de resterende 9.000 milliarder kroner er den indirekte støtte til de fossile brændsler, som afspejler den omkostning, de pålægger erhvervsliv og skatteborgere i form af klimaforandringer og luftforurening.
Denne skjulte støtte skævvrider markedet og gør brun energi kunstigt billigere end grøn energi. Dertil kunne man også anlægge en forsigtighedsbetragtning på vegne af de ufødte generationer, hvilket ville gøre omkostningerne ved den fossile energi endnu højere, men det er selvsagt en værdipolitisk betragtning.
Alt i alt bør vi blive langt bedre til at skelne mellem prisen på energi og omkostningen ved energi.
6. Forældede myter og fejlagtige antagelser bør ikke forbigås i stilhed
Der har været en udvikling i miljø- og klimadebatten over de seneste årtier, som har fulgt en ganske velkendt skabelon.
De samme slags argumenter, som vi i dag hører i klimadebatten, blev også fremført i 70’ernes miljødebat om syreregn og 80’ernes debat om ozonlaget og tobaksrygning, og de følger nogenlunde samme manuskript.
I begyndelsen bliver der sået tvivl om den bagvedliggende videnskab, dernæst handler det om, hvorvidt det er økonomisk rentabelt at adressere problemerne, og til sidst bliver problemerne anerkendt og forsøgt løst.
På samme måde som miljødebatten i 70’erne har klimadebatten bevæget sig fra at være en diskussion om forskningen til i højere grad at være en diskussion om, hvorvidt klimainitiativer er økonomisk rentable.
I tidligere debatter blev vi advaret om, at regler for at mindske syreregn og forurening fra kraftværker, eller udfasning af ozonnedbrydende CFC-gasser, ville betyde færre jobs og mindre vækst. I tråd hermed hører vi i dag mange af den samme type argumenter.
Men ligesom dengang bygger argumenterne på en falsk præmis; at der skulle være en modsætning mellem en sund økonomi og et godt miljø. Tværtimod skabte disse tiltag bedre køleskabe, mere effektive teknologier og et sundere miljø.
Et af de seneste eksempler på, at forureningsbekæmpelse og økonomisk udvikling ikke er hinandens modsætninger, er CO2-skatten i British Columbia. Som den eneste canadiske delstat indførte de i 2008 en CO2-skat på brændstof, og resultatet er i dag tydeligt.
Brændstofforbruget er faldet, mens det er steget i resten af Canada, og den økonomiske vækst i staten er steget hurtigere end i resten af Canada. Med andre ord hæmmer miljøbeskyttelse og klimatiltag ikke partout væksten.
Tværtimod findes der i dag godt 40 lande og mere end 20 delstater, som allerede har sat en pris på CO2. Og i modsætning til, hvad mange tror, er det faktisk dyrere at udlede et ton CO2 i Kina, end det er mange steder i Europa, hvilket står i skærende kontrast til påstanden om, at vi skulle være langt foran alle andre.
Det er vi langtfra, og faktum er, at den gennemsnitlige dansker stadig har et uforholdsmæssigt stort CO2-fodaftryk. Vi står ikke over for et valg mellem at skulle beskytte miljø og klima og beskytte vores økonomi.
Det valg, vi har, står imellem at beskytte vores økonomi ved at beskytte vores klima og at tillade, at klimatisk ødelæggelse bliver til økonomisk ødelæggelse. Spørgsmålet er ikke, om vi skal have vækst eller jobs.
Spørgsmålet er, hvilken vækst og hvilke jobs vi skal have. Og med hensyn til prisen for at blive uafhængig af fossile brændsler vurderede VK-regeringens Klimakommission, at omkostningen ville være i en størrelsesorden, der svarer til ½ procent af Danmarks bruttonationalprodukt i 2050. Med andre ord burde det være muligt.
7. Den grønne omstilling kommer – enten af lyst eller nød
Om man vil det eller ej, så forsætter det nuværende forbrug af fossil energi ikke. Enten fordi den slipper op, fordi forureningen bliver for stor, og man politisk griber ind, eller hvis den teknologiske udvikling finder bedre løsninger.
Men uanset hvilket scenario man håber på, kan der – som FN, Verdensbanken og Det Internationale Energiagentur allerede har pointeret – være rigtig god ræson i at se investeringer i vedvarende energikilder som en slags forsikringspræmie imod uoprettelige klimaforandringer.
Jo før vi indstiller os på dette, desto hurtigere kan vi komme i gang med at diskutere løsningsforslagene frem for nødvendigheden af den grønne omstilling.
Ved at forbedre vores forsyningssikkerhed ville vi også kunne spare de ca. 10 milliarder kroner, vi i EU hver dag bruger på at importere fossil energi.
8. Klimapolitikkens overordnede mål er ikke et partipolitisk spørgsmål
Det burde være selvindlysende – og hævet over partipolitik – at sørge for at sikre en bæredygtig udvikling, der opfylder de nuværende generationers behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.
Derfor må endemålet for klimapolitikken naturligvis også være krystalklart: en grøn omstilling. Fra den nuværende ’brune’ økonomi, der er baseret på fossil energi, til en ’grøn’ økonomi, der baserer sig på vedvarende energikilder.
Omstillingen kan grundlæggende ses som en afkobling af den økonomiske vækst fra væksten i forbruget af naturressourcer, forurening og drivhusgasser. De konkrete løsninger kan være politiske, men anerkendelsen af problemet og endemålet bør ikke være til politisk forhandling.
Senest har en rapport fra Nationalbanken understreget de økonomiske gevinster ved tidligere tiders investeringer i energibesparende teknologi, som i dag kan måles i en forbedret konkurrenceevne.
Som Nationalbanken konkluderer, er det ikke de danske energi- og elafgifter – som faktisk er lavere end i de lande, vi normalt sammenligner os med – men derimod udledningsbegrænsninger, tekniske standarder etc., som har skabt de langsigtede rammer for omstillingen.
Men som Nationalbanken også advarer, er vores konkurrenceevne aftagende, fordi udlandet langsomt er ved at indhente dansk industris høje energieffektivitet.
For at sikre, at private investorer fortsat kan se meningen i at omstille til renere og mere effektiv teknologi, bør de politiske rammevilkår være stabile og langsigtede. Det gavner derfor næppe investeringsmiljøet, når politikere i den offentlige debat skaber usikkerhed omkring den lange bane.
9. Al realistisk klimapolitik er reformpolitik
Vi bør gøre op med forestillingen om, at vores handlinger – selv de mindste – ikke har langtrækkende virkninger. Hver gang vi tænder lyset eller hopper på et fly, er vi med til at ændre verdens klima en lille smule.
På samme måde har den enkelte borger også et altafgørende ansvar, både for, hvordan vi debatterer denne udfordring, og hvordan vi bør løse den. Dette er ikke kun en opgave for politikere.
Hver gang der bliver misinformeret, bør man gribe ind – uanset om det er på arbejdspladsen, over middagsbordet eller i den politiske debat. I sidste ende er det kun, når meninger brydes, vi kan komme usammenhængende eller unøjagtige påstande til livs og skabe en mere oplyst offentlig samtale.
Siden COP15 har der været en vis klimatræthed blandt medierne, og klimaforandringer har næppe fået den opmærksomhed, som de fortjener. Denne juni måned var eksempelvis den varmeste, siden man begyndte at måle temperaturudviklingen.
Den måned efterfulgte den varmeste maj måned, der nogensinde er blevet registreret, og denne september er den 355. måned i træk, hvor temperaturen er højere end gennemsnitstemperaturen i sidste århundrede.
At Grønlands indlandsis smelter dobbelt så hurtigt, som man ellers har estimeret, og at flere Stillehavs-byer er begyndt at opkøbe land for at flytte deres indbyggere fra det stigende hav, er et par andre eksempler på klimaforandringernes meget reelle konsekvenser.
Den offentlige samtale sikrer, at offentlige anliggender bliver belyst og behandlet, og jo vigtigere sagerne er, desto højere bør de stå på dagsordenen.
Det er hævet over enhver tvivl, at klimaproblemet er et af de mest centrale emner i disse år og forbliver det resten af dette århundrede. Det er på tide, at vi begynder at behandle emnet med den opmærksomhed og omhu, som problemet kræver.
