Klimabenægtere får den kolde skulder

KLIMA – En række internationale PR-bureauer vil ikke længere arbejde for kunder, der benægter menneskeskabte klimaforandringer. Det svarer næsten til at benægte Holocaust, siger danske Primetime.

Adskillige af verdens store PR-bureauer vil ikke længere lægge navn til kampagner for virksomehder, institutioner og andre der fornægter de menneskeskabte klimaforandringer. Foto: CC BY flickr Philippe 2009

En række af verdens største PR-bureauer vil ikke længere arbejde for kunder, som benægter menneskeskabte klimaforandringer. Kun ti af de 25 adspurgte bureauer ønskede dog at deltage i undersøgelsen, der er foretaget af den britiske avis The Guardian og The Climate Investigations Center.

Lise Westphal, direktør og partner i det danske PR-bureau Primetime, som er et af de største af sin slags herhjemme, kalder ifølge journalisternes fagblad de internationale bureauers beslutning interessant og positiv. Men hun hæfter sig også ved, at så stor en del af de adspurgte ikke har villet svare.

Klogest at holde kæft
- De har sikkert set det som klogest at holde kæft, fordi de enten allerede har nogle af de her virksomheder på kundelisten, eller fordi de gerne vil holde en kattelem åben til dem. Der er ingen tvivl om, at PR-industrien har været en stor spiller i for eksempel store internationale olieselskabers forsøg på at obstruere lovgivning for at nedbringe CO2-udledning, siger hun til fagbladet Journalisten.

Primetime har ikke oplevet at skulle føre kampagne for nogen, der ikke tror på de menneskeskabte klimaforandringer.

- Vi har ikke en decideret politik om, at vi ikke arbejder for klima-benægtere, for det er ikke en problematik, vi har haft inde på livet. Vi vurderer de enkelte kundecases fra sag til sag, siger Lise Westphal.

Som at benægte Holocaust
Det at benægte menneskeskabte klimaforandringer er ifølge hende næsten at sammenligne med at benægte Holocaust.

- For os er det helt afgørende, om der er tale om bevidst misinformation og manipulation. Dér vil vi helt klart trække grænsen og sige farvel og tak til den pågældende kunde. Og benægtelse af menneskeskabte klimaforandringer – med de videnskabelige beviser, der er på bordet i dag – svarer jo næsten til at være Holocaust-benægter, siger hun til Journalisten.dk.

Læs hele artiklen på Journalisten.dk

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: