Klima-truslen er en social og kulturel udfordring
KLIMA – Klimaforandringer vil komme, også selv om vi får lavet gode og ansvarlige ændringer i vores energiforsyning globalt. Den egentlige udfordring består i, om vi kan hjælpe hinanden, når konsekvenserne af et ændret klima for alvor sætter ind.
Kan og vil vi hjælpe hinanden, når konsekvenserne af de globale klimaforandringer for alvor sætter ind? Billedet er fra en klima-demonstration i Genova i Italien september 2014. Foto: Avaaz
Kommentar
Af Rasmus Aagaard, ergoterapeut
USA’s farvel til Paris-aftalen har – heldigvis – udløst forbløffelse, forargelse, hovedrysten. Med USA som den største enkelt-bidragyder til drivhusgasser er det selvfølgelig et problem. Men det egentlige problem ligger i den hensynsløshed og dumhed, som valget er udtryk for.
Klimaforandringer kommer, med eller uden vores medvirken; vores evne til at håndtere dem i fællesskab hænger nøje sammen med vores daglige omhu for miljøet.
Der er to hoveddiskurser under debatten:
- Klimaforandringernes omfang, som – menneskeskabte eller ej – truer vores eksistens og velfærd i et omfang, vi ikke kender til i dag, og som derfor i sig selv er skræmmende.
- Det fælles ansvar for at håndtere situationen: uanset hvad vi mener om årsag-virknings forhold, så griber spørgsmålet langt ind i vores sociale og kulturelle organisering og adfærd.
Olie og våben er de perfekte metaforer for grådighed og had, de alvorligste forhindringer for, at det menneskelige fællesskab kan blomstre. Tilsat den dumhed, der består i at underlægge sig de destruktive kræfter i troen på, at de fører noget godt med sig, har det skabt ufattelige menneskelige og økologiske katastrofer i nyere tid. Og de vil kun vokse, hvis de mest pessimistiske prognoser for klimaet holder stik.
Olie som primær ressource for materiel vækst
Militær kontrol med olie som primær ressource for materiel vækst har drevet hele Mellemøst-politikken i halvtreds år og er kulmineret med enorme tab, lidelser og flygtningestrømme. Og op mod de interesser er klima-forskningen tidligt blevet identificeret som skadelig for forretningen.
På den anden side: Nyligt afdøde Hans Rosling har i to foredrag om planetens tilstand givet os al mulig grund til optimisme. Befolkningstilvæksten er stoppet og øges i dette århundrede kun med yderligere to milliarder mennesker på grund af øget uddannelse, velstand og sundhed, mens demokrati er i fremgang og fattigdom på retur, globalt set.
Så mon ikke vi også skulle kunne brødføde hinanden i fremtiden, når det er lykkedes at skabe global fremgang på centrale områder for livskvalitet gennem de sidste halvtreds år? Klima-truslen er i den forbindelse reel nok og skræmmende, ikke mindst fordi vi virkelig ikke ved, hvordan økosystemerne vil udvikle sig. Vores egentlige frygt handler selvfølgelig om vores egen eksistens som art – den go’e gamle bænkebider skal nok overleve, og vi vil ikke være savnede.
Vi er altså godt dumme, hvis vi sætter halvtreds års global fremgang over styr og rydder pladen for at brænde den sidste olie af til glæde for den ene procent, der helt sikkert vil uddø sammen med os andre.
Markedet har talt
Med en statsminister, der faldt i søvn som vært for klimakonferencen i København, og som siden med regeringsmagten gik til frontal-angreb på den danske klima-indsats på vegne af lavere skat og billigere biler, skulle man tro, at Danmarks reaktion på USA’s udtræden ville være behersket, ikke mindst når ét af de regeringsbærende partier blankt afviser klima-truslen og den videnskab, der bakker den op.
Men så kom Lilleholts opsigtsvækkende udmelding om, at det er helt uantageligt og uansvarligt over for kommende generationer, når USA træder ud. Hvad pokker sker der? Jo: grøn teknologi er sgu ved at blive en god forretning, markedet har talt. Fogh tog gudsjammerligt fejl, da han satte Danmark på bagerste række i udviklingen og overlod det til kineserne at tjene kassen på grøn teknologi.
På samme måde strømmer danske landmænd lige nu til den økologiske dyrkning. Det er simpelthen en bedre forretning end det traditionelle landbrug.
Og så er alt jo godt? Markedet taler sit tydelige sprog. USA er som den vestlige verdens udviklingsland igen bagud, vi ønsker ikke at følge trop længere, grøn teknologi og økologi vinder frem, alle er glade.
På nær overtegnede, som er undervældet i lyset af den positive udvikling.
Min bekymring for klima-truslen, som jeg anser for at være reel og menneskeskabt, går ikke på den økologiske omstilling, som det vil kræve. Den skal vi nok håndtere, rent teknologisk.
Men så længe omstillingen drives af den samme grådighed, der har drevet olie-våben-komplekset, har vi ikke lært så pokkers meget. Vi vil stadig vælge regeringer, der bryster sig af at være de mindst hjælpsomme og mindst ansvarlige over for verdens fattige og sårbare.
Den egentlige udfordring
Klimaforandringer vil komme, også selv om vi får lavet gode og ansvarlige ændringer i vores energiforsyning globalt. Den egentlige udfordring består i, om vi kan hjælpe hinanden, når konsekvenserne af et ændret klima for alvor sætter ind.
Om vi hamstrer gær for næsen af hinanden (hvis nogen kan huske den tragikomiske adfærd under storkonflikten i 1998), eller om vi vil hjælpe hinanden som under de store snestorme, Danmark ind i mellem har oplevet, og som altid har fået det bedste frem i os.
Og i den forbindelse hænger en ægte omhu og interesse for naturen, økologien, klimaet og miljøet sammen med en langt vigtigere dimension i det menneskelige fællesskab:
Vores forbundethed, vores evne til medfølelse, vores mulighed for at træffe bevidste valg og vores evne til at tage ansvar. At træffe kloge klima-valg, købe økologisk, spise mindre kød og passe på naturen, vandet og verdenshavene er ikke bare adfærd, der skal underkastes endnu en gold, nyttemaksimeret tænkning i konkurrencestatens tjeneste – det er kulturelle og sociale valg, der med deres indbyggede omhu kultiverer omtanke, samarbejde, hensynsfuldhed, indsigt og venlighed.
Ikke moralsk overlegenhed, bare logisk, gavnlig adfærd, der rækker længere end til tanken om den næste hundredekroneseddel.
