Kirsten Brosbøl ny miljøminister

MINISTERROKADE – Socialdemokraten Kirsten Brosbøl bliver ny miljøminister efter Ida Auken, og Rasmus Helveg Petersen fra de radikale bliver ny klima- og energiminister.

Kirsten Brosbøl er udnævnt som ny miljøminister. Foto: Claus Bjørn Larsen

Socialdemokraten Kirsten Brosbøl overtager Miljøministeriet efter Ida Auken, og Rasmus Helveg Petersen rykker ind som ny klima- og energiminister efter partifællen  Martin Lidegaard, der bliver sendt helt til tops i regeringen for at overtager den ledige post som udenrigsminister efter SFs mangeårige politiske leder, Holger K. Nielsen.

Kirsten Brosbøl
Kirsten Brosbøl er 36 år og født i Odder, syd for Aarhus. Hun er datter af murer og skomager Lars Peter Brosbøl og sygeplejerske Bente Skødt Jensen og er cand.scient.soc. fra Roskilde Universitetscenter i 2005.

Kirsten Brosbøl er regeringens yngste minister og blev første gang valgt ind i Folketinget 18. februar 2005 . Hun har frem til nu været ordfører for forskning og videregående uddannelser. Hun har tidligere været fødevareordfører og ligestillingsordfører for Socialdemokraterne.

Kirsten Brosbøl har også en master of Arts i freds- og konfliktstudier fra University of Sussex i Storbritannien.

Kirsten Brosbøl overtager den krævende post som miljøminister efter SFs grønne håb, Ida Auken, som forlod både ministerpost og sit gamle parti i skuffelse, da SF forleden blev sprængt af intern uenighed om partiets holdning til salget af en aktiepost i det statsejede energiselskab DONG.

- Stort tillykke til Kirsten Brosbøl. Du får verdens fineste kollegaer og et hav af vigtige og spændende opgaver i Miljøministeriet, skriver Ida Auken i en hilsen på facebook til sin efterfølger.

Rasmus Helveg Petersen rykker ind som ny klima- og energiminister .

Rasmus Helveg
Rasmus Helveg Petersen er 45 år og og født i København. Han er søn af den tidligere radikale udenrigsminister Niels Helveg Petersen og cand.mag. og fhv. lektor Hanne Aarup.

Rasmus Helveg Petersen er uddannet journalist og har været politisk journalist på både Information og Jyllands-Posten. Han har også arbejdet som rådgiver i Folkekirkens Nødhjælp og i WWF Verdensnaturfonden.

Han blev medlem af Folketinget i 2011 og avancerede allerede året efter til næstformand for den radikale folketingsgruppe, inden han i 2013 blev udnævnt som ny udviklingsminister, da Christian Friis Bach trådte tilbage. Han indtager nu den centrale ministerpost som klima- og energiminister.

Magnus Heunicke
Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, bliver transportminister efter SFeren Pia Olsen Dyhr.

Magnus Heunicke er 39 år, uddannet journalist og blev første gang valgt til Folketinget i 2005.

 

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: