Verden bør udfase drivhusgasudledningerne og stille om til 100 procent vedvarende energi midt i dette århundrede.
Sådan lyder en af appellerne i en fælles deklaration fra 154 religiøse og spirituelle ledere fra hele verden, overrakt i denne uge til chefen for FN’s Klimasekretariat i Bonn, hvor klimaforhandlere i denne uge søger at bane vej for en global klimaaftale på COP 21 i Paris til december.
»Som religiøse ledere står vi sammen om at udtrykke dyb bekymring over klimaændringernes konsekvenser for Jorden og dens folk, der alle er betroede til vor fælles omsorg, sådan som vor tro tilsiger. Klimaændringerne er en reel trussel mod liv, og livet er en dyrebar gave, som vi har modtaget og må tage vare på«, hedder det i deklarationen, der har tilslutning fra trossamfund i 42 lande – kristne, muslimer, hinduer, buddhister – foruden blandt andre Kirkernes Verdensråd.
Deklarationen afspejler det hastigt voksende engagement i klimasagen fra kirkelige og spirituelle kredse, bl.a. inspireret af pave Frans’ hyrdebrev i sommer og efterfølgende tale på FN’s Generalforsamling i New York, skriver Information.
»At undgå farlige klimaændringer er stadig muligt, hvis vi accepterer det nødvendige, grundlæggende skift væk fra en kulstofcentreret økonomi, ikkebæredygtigt forbrug og endeløs økonomisk vækst, og hvis vi fremmer udfasningen af fossile brændsler midt i århundredet«, hedder det i appellen fra verdens religiøse ledere.
Deklarationen fra de 154 kirkelige ledere er blandt andet underskrevet af biskoppen i Viborg, Henrik Stubkjær, biskoppen i Roskilde, Peter Fischer-Møller, samt Anders Gadegaard, formand for Danske Kirkers Råd, skriver dagbladet Information.