Kineserne køber mere dansk svinekød

KINA – Stigende velstand og en voksende middelklasse får kineserne til at spise mere svinekød end nogensinde. Det giver optimisme hos miljø- og fødevareministeren, som i disse dage er på eksportfremstød i Kina og Vietnam.

Kinserne har en forkærlighed for svinehaler, svineører og hønsefødder. Her ses et lille udvalg i et stort supermarked i Lanzhou, et storby i det centrale Kina. Foto: Ulla Skovsbøl

Svinehaler og svineører er blandt delikatesserne på de kinesiske middagsborde, og miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen er i denne uge på eksportfremstød i Kina og Vietnam for at bane vej for yderligere eksport af både fødevarer og miljøteknologi.

Mens eksporten til Kina generelt er stagneret, har kineserne aldrig købt så meget svinekød som i dag.

Nye eksporttal viser, at eksporten af dansk kød til Kina rundede to milliarder kroner fra juli 2014 til juni 2015. Det er en stigning på ni procent i forhold til samme periode året før.

Det fortæller miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, som i spidsen for en dansk erhvervsdelegation i denne uge besøger Vietnam og Kina for at sætte skub i eksporten til det store asiatiske marked.

Kina den helt store eksportmotor
- Danmark og Kina har traditionelt haft stærke diplomatiske bånd, og det har vi en gensidig interesse i at pleje. Kina er den helt store motor for eksport af danske fødevarer udenfor EU, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

Den voksende middelklasse er villige til at betale 50 kroner for et kilo kyllingefødder eller en liter øko-mælk, og efterspørgslen efter fødevarer vokser. Især stiger den velbeslåede middelklasses appetit efter mere kød.

- Men der er fortsat barrierer, så vi skal have åbnet for, at danske virksomheder også kan sælge pølser, fjerkræ og mere økologi til de 1,3 milliarder kinesere, siger ministeren.

Skal åbne fødevaremasse i Shanghai
I Kina skal ministeren åbne en af verdens største fødevaremesser i Shanghai, hvorefter hun tager til Beijing for at mødes med seks ministerkollegaer fra henholdsvis ministerierne for fødevaresikkerhed, eksport og import, miljø, vand, skov og landbrug.

Ministeren vil også forsøge at øge dansk eksporten af vandteknologi som pumper og ventiler, og hun skal mødes med vandmyndighederne i Shanghai, der står for vandforsyningen til ca. 24 millioner kinesere.

Fra bistand til partnerskab
I Vietnam skal ministeren mødes med landets vicestatsminister samt ministrene for henholdsvis landbrug og miljø. Vietnam er blandt de hurtigst voksende økonomier, og regeringen vil fremover fokusere på samarbejde fremfor bistand.

- At væksten i Kina er fladet lidt ud, og det russiske marked stort set er lukket ned, viser, at der også er vigtigt at have øje på andre markeder. Vietnam har stort vækstpotentiale, og eksporten af danske varer er mere end fordoblet siden 2010, siger Eva Kjer Hansen.

Hun håber, at danske virksomheder kan levere den teknologi og know-how, som vietnameserne efterspørger.

- Derfor skal jeg blandt andet introducere vores nye vækstkonsulent i Hanoi, som skal bygge bro mellem danske virksomheder og vietnamesiske samarbejdspartnere, siger Eva Kjer Hansen.

Fra bistand til partnerskab
Vietnam stopper i år med at være DANIDA-prioritetsland efter mere end 20 års bistandssamarbejde, hvor samarbejdet skifter karakter fra bistand til partnerskab.

I dag er ca. 130 danske virksomheder til stede i Vietnam, og Danmark har den tredjehøjeste eksport per indbygger til Vietnam blandt EU-landene. Erhvervslivet har desuden store forventninger til en frihandelsaftale mellem Vietnam og EU, som ifølge ministeriet er lige på trapperne.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: