Asiens største økologi-messe ’BioFach’ åbnede i dag i Kina og løber frem til den 28. maj. I år er dansk økologi med for at vise, hvad vi duer til. Messen er en aflægger af verdens største messe for økologiske varer, som hvert år finder sted i Tyskland.
Landbrug & Fødevarer er på messen i Kina alle dage med en fælles dansk stand, for selvom økologien i Kina endnu ikke fylder meget på butikshylderne, købte kineserne alligevel økologiske fødevarer for omkring 30 milliarder kroner i 2014. Det viser tal fra det kinesiske landbrugsministerium, CNCA, oplyser Sarah C. S. Fuglsig, der er markedskonsulent i Landbrug & Fødevarer.
- Med to-cifrede vækstrater på 15-20 procent i de seneste år og forventninger fra CNCA om, at det fortsætter i de kommende år, er det vigtigt for os at være til stede, siger Sarah C. S. Fuglsig.
Øko-tilladelse til Kina er besværlig
Det er en administrativ tung og dyr proces at blive godkendt til at eksportere økologiske fødevarer til Kina, og Landbrug & Fødevarer samarbejder derfor med Fødevareministeriet og Udenrigsministeriet om at bearbejde de kinesiske myndigheder. Håbet er, at certificering og kontrol fremover skal kunne udføres af danske myndigheder. Det vil i givet fald være en betydelig lettelse for de danske virksomheder.
- Det kinesiske marked er umiddelbart ikke et let marked at agere i – både på grund af logistik, sprog og kulturforskelle. Så selv når danske virksomheder opnår den kinesiske økologi-godkendelse, vil det tage tid for alvor at komme i gang med eksporten, siger Ejvind Pedersen, der er chefkonsulent for økologi i Landbrug & Fødevarer
Han er inviteret med på BioFach i Kina for at holde oplæg om dansk økologi.
- Lige nu forventer vi, at den økologiske markedsandel vil være fordoblet til omkring en procent i år 2020, hvilket i givet fald vil svare til en omsætning på 50-70 milliarder kroner, siger Ejvind Pedersen.
Landbrug & Fødevarer deltog første gang på BioFach sidste år. I år deltager Landbrug & Fødevarer sammen med repræsentanter fra Arla, Thise Mejeri, Mille Dairy og Nature DK.
Kinesiske øko-forbrugere
De kinesiske øko-forbrugere er især veluddannede og yngre med en ’over-middel’ indkomst. Middelklassen får dog også bedre og bedre råd og viser derfor stigende interesse for økologien.
Sundhed, miljøvenlig produktion og fødevaresikkerhed er nogle af de væsentligste motiver, der får flere og flere blandt de 1,4 milliarder kinesere til at købe økologisk.
Det kinesiske fødevaremarked har været plaget af en lang række fødevareskandaler, som vidner om ingen eller meget lempelig kontrol. For økologiske varer er der lang strengere regler.
De danske og andre vestlige fødevarer har derudover den fordel, at der er markant større tiltro til fødevarer fra Vesten på grund af de mange tidligere fødevareskandaler i Kina.
Velstillede småbørnsfamilier er de mest almindelige øko-forbrugere. Som noget nyt er miljøinteresserede og ældre veluddannede også begyndt at købe økologisk på grund af bekymring over den stigende og meget alvorlige luftforurening i mange storbyer.