Sundhedsmyndighederne i Kina har for første gang givet grønt lys til import af en stor skibsladning med genmodificeret majs fra Argentina.
De 600.000 ton GMO-majs er nu undervejs i Kina, hvor det skal bruges som foder til svin og kyllinger.
Adgang til et stort marked
- Vi har arbejdet i mange år på at få adgang til det kinesiske marked. I dag er det endelig lykkedes, og det kan betyde åbning af et potentielt kæmpemæssigt marked, siger Argentinas landbrugsminister Norberto Yahar til nyhedsbureaet Reuters.
Argentina er verdens tredje største eksportør af sojabønner og majs, og Kina aftager i forvejen en stor del af den argentinske soja.
Efterspørgslen efter kyllinger og svin, der fedes op på majs, har fået et enormt opsving i Kina. Det sker i takt med, at en voksende middelklasse har fået råd til at købe mere kød.