Kina åbner for amerikansk oksekød og gas

MAD – En aftale om import af kød og gas er kommet i hus mellem Kina og USA.

Et af de mange gadekøkkener i Kina, som nu åbner for import af oksekød og gas fra USA. Foto: Ulla Skovsbøl

Kina har indgået en aftale med USA om at åbne for import af amerikansk oksekød, naturgas og finansielle serviceydelser. Det meddeler regeringen i Beijing fredag ifølge nyhedsbureauet AFP, skriver det danske nyhedsbureau Ritzau.

Aftalen kommer, en måned efter at den kinesiske præsident, Xi Jinping, og USA’s præsident, Donald Trump, mødtes på Trumps feriecenter, Mar-a-Lago, i Florida.

Her annoncerede de to ledere en 100 dages handlingsplan for økonomisk samarbejde.

- Vi har gjort fantastiske fremskridt i vores forhold til Kina, hed det i en erklæring fra Trump efter mødet ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den venlige tone fra den amerikanske præsident står i kontrast til de fordømmelser, som han fremsatte om Kina under valgkampen.

Her anklagede han blandt andet kineserne for at »voldtage« den amerikanske økonomi.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: