Der er tilsyneladende ingen grund til at have dårlig samvittighed over at gå i fleecetøj og benytte karklude af kunststof. I hvert fald ikke, hvis man gå i sko eller slider bildæk på vejene.
En ny undersøgelse, som forskere fra Aalborg Universitet og vandfirmaet Krüger har udført for Miljøstyrelsen, frikender kunstmaterialerne for at forurene vandmiljøet med bittesmå plastpartikler, som er kendt som mikroplast, skriver Ingeniørens netavis, der sætter trumf på ved at kalde historien en »mytedræber«.
Frygten for mikroplast har ellers sat gang i strikkepindene og skabt en decideret folkebevægelse af miljøbevidste kvinder og mænd, der har skiftet de kulørte karklude af kunststof ud med hjemmestrikkede karklude af bomuld.
Frigives i vaskemaskinen
Når karkludene kører rundt i vaskemaskinen, frigives der ganske vist mikroplast og nogle af de partikler bliver ledt ud i kloakken sammen med spildevandet. Men undersøgelsen konkluderer, at hele 99,7 procent af mikropartiklerne bliver opfanget af de effektive danske renseanlæg.
De 0,3 procent, som trods alt slipper ud, udgør en forsvindende lille andel af den samlede mængde mikroplast i naturen. Allerede i 2015 kom det frem, at der kom langt mere mikroplast fra slid af bildæk, som er den største kilde til mikroplast, efterfulgt af skosåler.
- Vores renseanlæg er virkelig effektive over for mikroplast, selv om de aldrig har været konstrueret til at fjerne det, konkluderer professor Jes Vollersen, Aalborg Universitet, som har gennemført målingerne.
- Nogle forestiller sig, at vi svømmer i mikroplast. Det gør vi altså ikke, siger professoren til ing.dk.
Jes Vollersen mener dog overordnet, at mikroplast kan være et miljøproblem i samme omfang som andre, kendte miljøfremmede stoffer. Blandt andet fordi mikroplastik ender i fiskene.
Har målt på ti renseanlæg
Forskerne har ifølge Ing.dk målt mikroplast på ti renseanlæg, både i vandet, der kommer ind til renseanlæggene, i det rensede vand, som bliver udledt fra anlæggene, og i slammet. Målingen er foretaget både i vægt og antal partikler.
I det rensede spildevand var der 5.800 partikler per liter, hvilket svarer til 0,02 mikrogram.